Debat

Blindskrift

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I anmeldelsen af edb-program til blindskrift, Folkeskolen nummer 11, undrer det mig, at en person, der klart erkender at have begrænset kendskab til tifingersystemet, anmelder et edb-program om blindskrift.

Jeg mener, at det her var vigtigt at få en anmelder, der har erfaring med undervisning inden for dette felt. Selv har jeg først sent fået lært blindskrift, og det er sket ved hård træning med det program, der er nævnt i artiklen, nemlig ISD's Supertype.

Mens jeg arbejdede mig gennem øvelserne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på al den tid, vi brugte på seminariet til på ny at lære skråskrift og blokbogstaver, eller hvad det hed dengang.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Tænk hvis noget af tiden var brugt på at lære blindskrift på maskine, så havde vi fået et godt hjælpemiddel, og måske havde mange via erfaringer med tifingersystemet senere haft lettere ved at bruge tekstbehandlingsprogrammet på edb. Mange elever ville sikkert også have haft glæde af at få elevopgaverne i en mere læsevenlig form.

Ikke blot lærere, men først og fremmest elever kunne have glæde af at tilegne sig denne færdighed på et tidligt tidspunkt. I Dansklærerforeningens blad var der for nogle år siden omtale af et forsøg i Næstved, hvor man med stort held lærte børnene tifingersystemet allerede i 1. klasse.

Angående anmeldelsen mener jeg, at det havde været vigtigt at høre, hvad en erfaren underviser i blindskrift ville sige om de tre programmer, der blev anmeldt. De er bygget op på forskellig måde, og det er vigtigt at få gode råd angående de enkelte programmers styrkesider og svagheder. Ikke mindst for læsere, som har planer om at investere tid og kræfter i at lære blindskrift på egen hånd.

Esben Wagn Rasmussen

Gentofte