Debat

Når afgangsprøven skal skrives forlæns, men forstås baglæns

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen nummer 11/2019 sættes der spot på »Hvad kan vi lære af den skriftlige prøve i år?« Ph.d. Bodil Nielsen citeres for, at dansklærerne skal droppe fokus på genrer og noveller, mens formanden for opgavekommissionen fastslår, at eleverne ikke skal forberede sig på en bestemt genre, men skrive fortællende, informerende, reflekterende eller argumenterende. Det der med genrekendskab er altså ikke så vigtigt mere.

Som helt almindelig dansklærer bliver man altså en kende forvirret. Sidste år i marts havde vi i danskfagudvalget på min arbejdsplads besøg af en mandlig fagkonsulent fra Centre for Undervisningsmidler, der også er medlem af opgavekommissionen.

Han slog fast, at når vi underviser i skriftlighed i folkeskolens ældste klasser, er det vigtigt at arbejde med genrekendskab og -genkendelighed i form og indhold - ligesom eleverne skal være skarpe på vurderingskriterierne.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Herudover blev vi præsenteret for de fire hovedkategorier, som vi kunne regne med, der ville være i prøven: journalistik, opinion, refleksion og fiktion. Det har næppe forbigået nogens opmærksomhed, at det ikke så helt sådan ud til prøven.

Når jeg læser både prøvevejledningen for FP9 dansk og vejledningen for danskfaget, står der gang på gang, at eleverne skal skrive med genrebevidsthed, ligesom de vurderes på, om de viser sikkerhed i anvendelsen af genren.

Jeg kan absolut kun tilslutte mig Lisbeth Sonnes hjertesuk, for også for mig er der ikke sammenhæng mellem det, jeg får at vide, jeg skal undervise i, og det, mine elever faktisk prøves i. Og også jeg får tanken, at der skal afprøves noget nyt, der først efterfølgende rettes til i vejledningerne til os lærere.