Folkeskolens leder:
Tanker i ferien
Lige om lidt er det ferietid. Denne periode i skoleåret, hvor hjernen skal slappe af og lege, og sanserne tager over. Hvor der er en følelse af tid til alt muligt – i hvert fald i begyndelsen. Og hvor nye tanker har plads til at gro
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Så ikke et ord om en ny regering og dens skolepolitik.
Nogle af de nye tanker er faktisk tudsegamle. For eksempel at bruge fortællingen sådan som en lærer i Næstved. Metoden er lige så gammel som lejrbålet, og den passer ikke ind i en målstyrings- og testverden. Men den åbner for fantasi og fordybelse. Læreren i Næstved fortæller for eksempel historier om en, hun kalder Ulrik. Han gør ikke altid det rigtige, men klarer alligevel frisag - som Emil fra Lønneberg - og eleverne elsker det og spejler sig i det. Man behøver ikke altid at være perfekt.
Fortællinger tryllebinder eleverne
Der kommer også en pensioneret lærer og fortæller historier fra bibelen. Eleverne følger åndeløst med, når kong David opfører sig uretfærdigt over for Urias - de glemmer tid og sted og sig selv for at blive optaget af billeder og drama.
»Man sidder ikke og keder sig. Man sidder bare og lytter. Man er helt optaget af det«, siger en af eleverne.
Metoden er gammel, men den er også spritny. For mange af de inspirerende fortællinger i virtual reality-universet er bygget over samme læst. Eleverne følger med, når Mount Everest bestiges, eller en flok aber lever deres liv i junglen - og det åbner for udsyn og sanser. Men til forskel fra virtual reality behøver den gammeldags fortælling ikke en masse udstyr. Den kræver kun en lærer, som vil fortælle og dramatisere - og en klasse, som vil lytte. Samtidig giver den fortættede beretning en ny relation til eleverne.
Fem gode råd om den mundtlige fortælling
»Jeg kan skabe relationer til eleverne i et rum, der er helt intimt. Jeg kan fortælle, at jeg også har været barn og lavet ballade. Historierne er genkendelige, og jeg kan justere i dem, så de også kan bruges i klassen i konfliktløsningssituationer«, forklarer læreren fra Næstved.
Mange tænker: Det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan ikke engang fortælle en vittighed uden at glemme pointen!
Men faktisk er det langt hen ad vejen en teknik, som man kan træne og lære. Lykkes det, er det sjovt.
Nå, bare en tanke i ferietiden. Og det skal selvfølgelig doseres.
Her i ferietiden kan du også fundere over, hvordan man bedst opdrager eleverne til at leve i åndsfrihed og folkestyre, og lade dig inspirere af en svensk lærer, som sammen med eleverne skaber hjælpeprojekter i lokalsamfundet.
Eller du kan læse gode råd til at tage sit teamsamarbejde et skridt videre til noget, som virkelig bidrager med undervisning og kollegial støtte, som du ikke kan opnå alene.
"Teamsamarbejdet må aldrig blive et mål i sig selv"
Du kan også bare holde fri og øve dig i ikke at tænke på noget. God ferie.
NB: Ved redaktionens slutning var der ikke dannet en regering.