Sommerferien er tidspunktet for de største glæder - og de største kriser. Det er her, man opdager, hvem man er i familie med, og her, alle drømme og længsler skal indfries i løbet af nogle få uger.

Men det er også tid for refleksion. Hvad er egentlig den dybere mening med det, man hver dag foretager sig, når man underviser. Hvad er det, eleverne lærer - og bør lære?

Naturligt nok fører svarene på dette spørgsmål vidt omkring - ligesom folkeskolens formålsparagraf. For mange handler svarene også om, hvilket samfund vi gerne vil have.

Eleverne skal bibringes både kundskaber og viden, men også opdrages til åndsfrihed og demokrati. Nogle gange kan debatten virke, som om de to formål udelukker hinanden.

Derfor er det så inspirerende at læse tre forskellige bud på, hvorfor vi holder skole. Knud Romer, Stefan Hermann og Lene Tanggaard er på ingen måde enige. De er ikke engang enige om, hvorvidt de bør være enige. Men de sætter tanker i gang.

Stefan Hermann har analyseret sig frem til to positioner, som bruger mere tid på at bekrige hinanden end på at formulere deres eget projekt. Han håber, at de kan nå frem til fælles forståelse, men han er ikke optimist. For fornuft er kedeligt, mens vrede og sorg skaber de stærkeste fortællinger, siger han.

Og så smider han lige en provokation: Det er delvist skolens og lærernes egen skyld, at djøf'erne er marcheret ind på slagmarken med målstyring og test. Skolen har ikke selv svaret på de spørgsmål, som politikerne berettiget har stillet.

Stefan Hermann: Dannelsen tager sig selv som gidsel

Lene Tanggaard mener slet ikke, at der er tale om modsætninger. Det, som i virkeligheden betyder noget i forhold til skolens dannelsesopgave, kan ikke lægges i kasser, men foregår under overfladen, backstage. Så lærerne skal ikke finde sig i, at det skal sættes på formel, mener hun:

»Der er brug for en pionerånd. En garagerevolution, hvor lærerne eksperimenterer sig frem, og hvor skolens ledelse forstår, at udvikling ikke er noget, man kan putte på dåse«.

Lene Tanggaard: Dannelsen skal opstå i en garagerevolution

Knud Romer, som ikke selv arbejder inde i skolen, taler skole og samfund samtidig. Han kritiserer, at i den herskende kultur er alt efterhånden lige gyldigt - en pose Matadormix opfattes som lige så vigtig som en ph.d.-afhandling, vrisser han.

For ham handler skolen om kampen om virkeligheden.

»Virkeligheden er jo ikke en kendsgerning, men et mentalt billede af verden, og jo mere vi ved, jo større, bredere og mere farverigt bliver landskabet. Kampen skal stå ved præmisserne«, mener han.

Knud Romer: Vi er ikke sat i verden for at lave Matadormix

De tre er ikke enige - ikke engang om, hvad de diskuterer.

Men når det gælder skolen, er spørgsmålene også ofte vigtigere end svarene.

Måske er det netop prisen for skolens dannelse, at den kun kan vindes via kamp og uenighed, som Alexander von Oettingen skriver.

God læsning og sommerferie.