TV-2's sommersang er godt nok ikke stor lyrik, men den rimer, og så er den sand. Men inden vi synker helt hen i ferie-zen, kan vi nå den obligatoriske evaluering:

På øv-siden:

Som Folkeskolen og mange andre har beskrevet, fungerer reform og lærernes arbejdstidsregler langtfra alle steder. Det er ikke nyt. Men det er stadig øv.

Til gengæld er det nyt, at KL og Finansministeriet i forbindelse med næste års økonomiaftale har aftalt at finde ud af, hvordan de kan følge hver enkelt elevs udvikling. Det må være udtryk for desperation på de centrale stengange, for det kan da ikke være en seriøs tro på, at det går bedre for lille Emil, hvis KL og Finansministeriet samler endnu flere tal sammen!

Regeringen og KL: Hver enkelt elevs faglige fremskridt skal måles

Endelig kan man tilføje den deprimerende kendsgerning, at politikerne bag reformen stadig mener, at det bare er et spørgsmål om at give reformen mere tid, før den virker. Det er heller ikke nyt. Hvad skal der mon til, før de overvejer, om reformen nogensinde bliver en god skole med de nuværende rammer?

Men der er også tendenser, der kan ses som piblende tøbrud:

Arbejdstid og lærermangel: Som man kan læse i dette blad, bliver lokale aftaler om arbejdstid nu fremhævet af kommuner i stillingsopslag. Næsten 70 af landets kommuner har indgået en eller anden form for aftale med den lokale lærerkreds. Det løser ikke alle problemer. Men det er udtryk for, at disse kommuner mener, at samarbejde med lærerne er vejen frem, hvis man skal sikre sig gode lærere til ledige stillinger. En god erkendelse.

Lange skoledage: Elever er begyndt at fortælle højlydt derhjemme og i øvrigt også skrive til politikerne om lange, kedelige skoledage. Trætte elever lærer dårligt. I 65 kommuner er der nu åbnet for, at der kan indføres kortere skoledage.

Kun få reciterer stadig »elever lærer mest ved at tilbringe mere tid med læreren«-retorikken fra reformens første dage.

Indretningen af skoledagen: Mange steder er man begyndt at lægge lektiehjælp sammen med fagtimerne og at samle lærernes forberedelse i klumper. Alt i alt små ændringer, som kan pege frem mod en bedre skoledag.

Inklusion: Nåh nej.

Flugten til privatskoler: Forældrene stemmer med fødderne. Nu går hver femte elev ikke i folkeskolen. Det er svært at finde noget opmuntrende ved det, hvis man går ind for en fælles skole som den vigtigste ingrediens i det kit, som binder os sammen demokratisk og kulturelt. Men udviklingen må jo få os alle - også politikerne - til at overveje, om det stadig giver mening i 2016 at have to skolesystemer, som skatteborgerne betaler til, men som arbejder under vidt forskellige vilkår.

Det bliver interessant at se, om tøbrud kan blive til floder? Men først er der en lang og god ferie. Nyd det, og pas godt på dig selv og dine kolleger.