Det er sikkert kommet bag på mange, med hvilken halsstarrighed, nærmende sig det brutale, KL har udkæmpet slaget mod Danmarks Lærerforening.

Der må ligge mere og dybere under og ikke blot teknikaliteter, som burde være til at forhandle på plads, såfremt viljen var til stede.

Det var den tydeligvis ikke.

Hvis vi skal forstå politikernes beslutsomhed, må vi have de historiske briller på; vi skal tilbage til Folkeskoleloven af 1975.

Om denne kunne daværende redaktør for Folkeskolen, Jens Chr. Jørgensen, stolt skrive, at den var blevet til på baggrund af en omfattende forsøgsvirksomhed, den pædagogiske forskning på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og Danmarks Lærerforening, som i et samarbejde i lige linje havde ført til Folkeskoleloven af 1975.

Heri havde redaktøren fuldkommen ret; Folkeskoleloven var ikke et resultat af et folkeligt ønske, endsige behov, den var et resultat af forsøgsvirksomhed på skolerne, som sjovt nok altid førte til de forventede resultater anført af halvstuderede røvere på DLH. Og nu omsider indser politikerne, at de gennem de sidste 35 år er blevet snydt og bedraget af et undervisningssyn, som først og fremmest skulle fremme ligheden, men lod hånt om fagligheden. Der var ganske enkelt tale om en mutation og ikke en nødvendig udvikling

Der er ikke tal på de vanvittige ideer, der er blevet kolporteret af det pædagogiske kleresi; jeg skal blot nævne to: undervisningsdifferentiering og Afel (ansvar for egen læring), som de fleste lærere ikke indså konsekvensen af, men et dogme kunne alle dog lire af sig: Uden trivsel ingen læring, men det forholder sig lige omvendt: Uden læring ingen trivsel.

Det har det politiske system langt om længe fattet; måtte denne erkendelse også nå frem til Danmarks Lærerforenings ledelse!

Svar fra Anders Bondo