Martin Henriksen fremfører i Folkeskolen nummer 11 nogle temmelig uhyrlige anklager mod DLF. Foreningen og andre, der ikke er enige med ham, skulle angiveligt »sætte en ære i at bekæmpe danskheden« og lide af had til samme »danskhed«. Hans debatform vanskeliggør en saglig debat, og det er svært at opretholde god dansk debatkultur.

Jeg vil alligevel forsøge, for Martin Henriksen forveksler dansk kultur med »kristenhed«, og folkeskolen er ikke, som han påstår, forpligtet på »kristenheden« som en del af dansk kultur. Folkeskolen er ifølge folkeskoleloven forpligtet på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

De, der har udtalt sig imod fadervor i skolen, fremstilles af Martin Henriksen som nogle, der vil forbyde fadervor. Det er en meget alvorlig anklage, når religiøs aktivitet er en grundlovssikret ret. Heldigvis er påstanden usand, for det at modsætte sig fadervor i skolen er ikke det samme som at forbyde bønnen. Det er at gå imod eksklusion af elever, der ikke er religiøse eller har en anden religion end kristendommen. Har man prøvet at bede fadervor sammen i en gruppe, ved man, at det er en fælles religiøs handling, som man alene kan undgå, hvis man forlader det pågældende fællesskab. Enten er Martin Henriksen ikke klar over den effekt, eller også ønsker han den.

Det mindretal af folkekirkemedlemmer, som jævnligt beder fadervor, er klar over effekten og ønsker den mig bekendt ikke. Alle skal kunne føle sig hjemme i folkeskolen. Det gælder både danskere med andre religioner og ikke-religiøse danskere. Det gælder også danskere, der er medlem af folkekirken, men som sjældent eller aldrig beder fadervor. Hverken kristendom eller andre religioner skal true fællesskabet i vores fælles folkeskole.