Det er et spørgsmål om at anerkende, at en skoles vigtigste opgave må være at give eleverne et så højt fagfagligt uddannelsesniveau, som elevernes evner og forudsætninger nu engang tillader. For lærerne er den faglige vidensbaggrund for det fag, han underviser i, derfor alfa og omega. Den pædagogiske indsigt er selvfølgelig også vigtig. Men over for hinanden må den faglige indsigt komme i første række, for så vidt som den pædagogiske indsigt ikke fører langt, hvis den faglige indsigt mangler. Derimod kan den pædagogiske indsigt om ikke skaffes så dog videreopbygges med den undervisningsmæssige rutine, der dog ikke altid har været agtet som fortjent. I relation til adjunkt Helle Bjerresgaards Kommentar i Folkeskolen nummer 11 bør det derfor hævdes, at det er den fagfaglige profil, der styrker lærerens professionelle arbejde. Hvad Helle Bjerresgaard kalder Pisa-forskrækkelse, bør i virkeligheden anses for at være et memento til at sætte fagligheden øverst i læreruddannelsen. Både faglighed og pædagogik er naturligt forbundet med læreridentiteten. Men altså først og fremmest fagligheden. Eller anderledes sagt: Hvis Helle Bjerresgaard, som hun skriver, i sin tid som lærer har været afhængig af »det med pædagogik«, så må det skyldes, at hun har haft sit fagfaglige grundlag i orden. For hvis det fagfaglige grundlag ikke har været i orden, så har pædagogikken ikke hjulpet meget i dagligdagens undervisning i klassen. Skal professionshøjskoler uddanne biologer eller biologilærere? De skal først og fremmest uddanne biologer, omend det ikke kan blive på universitetsplan. Biologilæreren vokser sekundært ud af en solid biologisk baggrundsviden og gennem de erfaringer, man gør sig i undervisningen ude på skolen.