Eleverne lærer mest, hvis de er nysgerrige, kreative, har lyst til at lære og har det godt i skolen. Samtidig er der krav om, at bestemte færdigheder og vidensområder skal læres af hensyn til samfundets videreførelse og den internationale konkurrenceevne.

Hvis kravene til at lære kvæler lysten til at lære, bliver resultatet af undervisningen ringe, og skoletrætheden breder sig. Politikere og repræsentanter for samfundets elite har blæst i kanonbasunerne. Forlag og kursusudbydere kappes om at producere lærebogsmaterialer og kurser for at være de første med tilbud, som er i overensstemmelse med tidens trend.

Opgavehæftet til bogen for 9. klasse i Gyldendals stort anlagte kanonserie afspejler dilemmaet. Her er der i elevbogen fremragende tekster. Den nationalistiske grænse for kanonudvalgtes forfatterkåringer bliver blødt op ved inddragelse af ikke-kanoniserede forfattere i Danmark og forfattere fra udlandet – et prisværdigt, globalt initiativ. Opgaverne viser et lynende, fagligt overblik, og dybden er imponerende. De er velgennemtænkte og logisk sammenhængende på alle niveauer.

Opgavebogen er en omfattende og meget smuk bog med velvalgte og smukke fotos og billedkunstværker, en modsætning til tekstbogen, hvis massive tekstmasse uden illustrationer ikke ligefrem gør det lettere at formidle de store mestre. Samtidig virker mængden af tekster til 9. klasse alt for overvældende, og i iveren efter at få mange betydningsfulde danske og udenlandske forfattere med som muligt bliver behandlingen af nogle af de store verdensnavne næsten blasfemisk overfladisk. En af mine yndlingsforfattere, Dostojevskij, præsenteres på seks sider i tekstbogen og fire sider i opgavebogen. Et uddrag på seks plus fire sider skal give indtryk af Dostojevskijs meget omfattende og storslåede romaner. I det hele taget er der betænkeligt mange uddrag af store værker i elevbogen.

Materialet kan ikke bruges som grundbog i et helt skoleår. Det vil i de fleste klasser kvæle elevernes interesse for ældre litteratur at læse alle tekster og at løse alle opgaver. Der er kun i begrænset omfang plads til at bruge teksterne som modspil til kreativ med– og modskaben med krop og ord. Men der er mange gode spørgsmål, som fører dybt ind i teksterne og sætter dem i et nytænkende perspektiv og inspirerer til selvstændig og kritisk vurdering. De samme rubrikker og begreber gentages systematisk. Der bliver let megen styret klasseundervisning ved anvendelsen af materialet.

Til gengæld kan bogen og opgaverne i høj grad anbefales i en klassesætssamling. I perioder eller i kortere forløb kan den inddrages i undervisningen som én af mange måder at arbejde med litteratur på og anvendes som en del af et bredt spektrum af tekster.

Kanondebatten og kanonudvalgets måde at vælge forfattere på kan diskuteres. Men kanonbestemmelserne og -debatten har bidraget til, at de ældre tekster er blevet opprioriteret, og det var der behov for. I den forbindelse har dette materiale sin mission.