Bertel Haarder skrev i sidste uge, at han er enig med mig i, at skolelederens ledelsesrum skal styrkes, og henviser til Folkeskolen nummer 7, hvor jeg angiveligt skulle have skrevet det. Jeg kan ikke finde den præcise formulering, men det er heller ikke afgørende. Den konkrete anledning er, at undervisningsministeren - i henhold til regeringsgrundlaget - har ønsket at fjerne paragraf 2.2 i folkeskoleloven, som slår fast, at den enkelte skole selv fastlægger undervisningens organisering og tilrettelæggelse. DLF kæmper for at fastholde skolelederens ledelsesrum. For hvis det ikke er på skolen, man fastlægger undervisningens organisering og tilrettelæggelse - hvor er det så? Hvis paragraf 2.2 fjernes, vil ansvaret blive flyttet til kommunalbestyrelsen og den kommunale forvaltning.

Hvad taler vi om, når vi siger »styrket ledelsesrum«? Jeg ønsker styrket demokratisk ledelse, hvor den, der har ansvaret for arbejdets tilrettelæggelse, er til stede på skolen og kan lede på baggrund af dialog med lærere, elever og forældre. Det er et væsentligt krav fra DLF til skoleledelse - og det krav kan kun opfyldes, hvis ledelsen får rum til det. Alt for ofte har »styrket ledelsesrum« været sat lig med »man­agement-ledelse«, som handler om kontrol og resurseoptimering, hvor lederens ledelsesrum er begrænset af en stram dagsorden, som den kommunale forvaltning har lagt. Det er vi trætte af. Vi vil hellere have ledelse med visioner. Ledere, som er i stand til at lytte til og sparre med lærerne om de mange valg, der skal tages i den daglige undervisning. Bertel Haarders erklærede enighed med DLF er derfor væsentlig for den udvikling - og i øvrigt helt på linje med den enighed om ledelse af lærere, som blev opnået ved Overenskomst 08.