I forbindelse med regeringens globaliseringsstrategi for »uddannelse i verdensklasse« trænger et par spørgsmål sig på: Hvad koster planen? Og især: Hvordan skal den finansieres? For herom er planen ganske tavs.

Regeringen siger, at udgifterne til konkrete tiltag vil blive indarbejdet på finansloven(e). Men hvilke udgifter? Billig vil planen næppe blive. Alene hvis forskning og udvikling skal nå op på en procent af bruttonationalproduktet, svarer det til en samlet stigning på 16 milliarder kroner fra 2006 til 2010. Hertil kommer en række udgiftskrævende uddannelsestiltag.

Men man har frem til 2010 lagt en vækstramme på kun 0,5 procent årligt for de offentlige udgifter, og heraf har regeringens samlede valgløfter i forvejen lagt beslag på hovedparten. Resten vil utvivlsomt blive spist af kommunerne, ikke mindst på baggrund af kommunalreformen. Globaliseringsstrategien kan altså kun blive finansieret gennem besparelser på de offentlige udgifter. Her er det så tankevækkende, at regeringen har kædet forhandlinger om uddannelsesreformer og velfærdsreformer sammen. »Velfærdsreformer«, som primært er indgreb over for efterløn og pensionsalder. Man kan derfor kun være stærkt bekymret for, at den ældre del af befolkningen skal betale regeringens globaliseringsstrategi gennem betydelige velfærdsforringelser, navnlig forringelser af mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Jeg er enig i planens mål om at styrke uddannelse og forskning, herunder at få flere gennem ungdomsuddannelse og i videregående uddannelse. Men det er uacceptabelt, og der er tale om en falsk modsætning, når regeringen vil fremstille det sådan, at de ældre i samfundet må acceptere store velfærdsforringelser »i den gode sags tjeneste«. Det er jo ikke nogen naturlov, at de offentlige udgifter skal stige så lidt - modsat det private forbrug, der skal stige fire gange så meget - sådan som regeringen har fastlagt. Strategien negligerer fuldstændig det økonomiske potentiale, der ligger i de 900.000 personer, som er uden for arbejdsmarkedet. En vækst- og beskæftigelsesstrategi, der bringer en del af disse i arbejde, vil både øge velfærden og give det offentlige et merprovenu i flercifret milliardklasse gennem sparede overførsler og forøgede skatteindtægter.

Vækst og uddannelse er vigtigt. Men det er ingen selvfølgelighed, at det skal finan­sieres gennem velfærdsforringelser.