I sine erindringer "Mit 1900-tal" fortæller Erik Jørgen Hansen muntert om sin barndom i Bramminge og om faderen og bedstefaderens snedkerværksted, som holdt familien oven vande. Her gik alle rigtige mænd med (arbejds)forklæde, mens tiden stod stille. Heldigvis var der ferierne på Fanø, hvor himlen var høj, og den livskloge bedstefar tog sig tid til at gå tur med sit feriebarn.

Det var ikke, som hos de øvrige mænd i slægten, hænderne, som var skruet ordentligt på, men hovedet, og Erik Jørgen Hansen kom i mellemskolen på Ribe Katedralskole. Noget af et spring fra en skolegang, hvor den største faglige udfordring bestod i at stave elefant med et l og ikke med to, til en "fornem lærdhed". Som 14-årig var han kommunist og som 18-årig gammelsproglig student.

Erik Jørgen Hansen blev cand.polit. og fik ansættelse ved Socialforskningsinstituttet. Det blev indledningen til en lang karriere i uddannelsessociologiens - og til dels i Socialdemokratiets - tjeneste. En karriere, som allerede tog sin begyndelse på studiet, hvor han skrev speciale om den skæve rekruttering til topposterne i erhvervslivet. I 1965 gennemførte han den første undersøgelse af de 14-20-åriges uddannelsessituation. Konklusionen var klar; gymnasieelevernes sociale baggrund afveg stærkt fra de øvrige gruppers, idet de som hovedregel kom fra de øverste og bedst uddannede dele af samfundet. Hermed var tonen slået an til de forløbsundersøgelser, som kom til at udfordre især 1970'ernes uddannelsesplanlægning og (til)tro til lighed gennem uddannelse. Gang på gang har Erik Jørgen Hansen dokumenteret, at resultatet af uddannelseseksplosionen ikke er den ønskede lighed, men derimod den såkaldte elevatoreffekt, hvor alle får mere uddannelse, uden at de sociale hierarkiers indbyrdes forhold forrykkes afgørende. Ikke overraskende fik Erik Jørgen Hansen en central placering i tidens store planlægningstiltag fra OECD til U-90, og ikke overraskende var hans konklusioner ikke altid lige lette at sluge for skiftende socialdemokratiske undervisningsministre. Men heller ikke blandt kolleger var Erik Jørgen Hansen altid lige vellidt; hans undersøgelser måtte - med hans egne ord - til tider "gennemføres under megen modstand, almindelig benspænd og skrabede budgetter". I 1999 blev han professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Som mange vil kunne huske, var det herfra, at han i skarpe vendinger kritiserede den seneste Pisa-undersøgelse.

Erik Jørgen Hansens erindringer er interessante af to årsager. Dels belyser de, hvor hurtigt det danske samfund har ændret sig - og så alligevel ikke. De, der har, har stadig mest. Dels kan de læses som en meget personlig udlægning af den såkaldte uddannelseseksplosion fra 1960'erne og fremefter. Anmelderen kunne have ønsket, at netop beskrivelserne af samtidens uddannelsespolitiske spil og konflikter havde fået et større omfang i bogen. Der er ikke mange førstehåndsvidner tilbage, og Erik Jørgen Hansen er én af dem.