Anmeldelse

Fuld fart mod skolestart

Pædagogiske metoder til at forberede børnene

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stig Broström giver i denne lille overskuelige bog et godt og seriøst bud på, hvorledes man i børnehaver kan arbejde målrettet med førskolebørnenes vaner og kompetencer med det overordnede mål at lette forskolebørnenes overgang fra børnehave til børnehaveklasse.

Bogen peger på den vigtige pointe, at førskolebørn, der inden skolestart lærer at deltage i et læringsforløb i børnehaven, opøver gode vaner og genkendelighed over for en del af skolens kultur, hvilket uden tvivl vil give børnene en lettere overgang fra det mere frie rum i børnehaverne til det mere strukturerede forløb i skolen.

Den pædagogiske metode, der beskrives og teoretiseres over, tager udgangspunkt i det, børnehavebørn mestrer og holder af, nemlig leg, tegne- og maleaktiviteter og gode historier. Læringsforløbet foregår altså med udgangspunkt i børnenes præmisser, men kræver samtidig engagerede pædagoger. Pædagoger, der under læringsforløbet ønsker at få børnehavebørn til at reflektere, samarbejde og udtrykke sig verbalt såvel som kreativt omkring et bundet emne og sidst, men ikke mindst, i et forum, hvor der er flere børn samlet omkring et fælles anliggende.

Bogen indeholder korte teoriafsnit, der er let læselige og giver en smagsprøve på Stig Broströms bagvedliggende tanker og teorier. Bogen indeholder samtidig beskrivelser af to pædagogiske forløb, som giver inspiration og vejledning til, hvorledes den pædagogiske metode rent konkret kan anvendes i praksis.

Som pædagog eller lærer kan man ikke undgå at lade sig inspirere af denne pædagogiske metode og dermed medtænke andre faglige områder, der fint kan inddrages alt afhængig af alderstrin og faglige mål. Bogen er en god inspirationskilde for såvel pædagoger som børnehaveklasseledere og 1.-klasse-lærere. Denne pædagogiske metode er kort og godt lige til og overskuelig at gå i gang med.