Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jesper Michelsen, Lejre, tillægger mig i Folkeskolen nummer 11 en indstilling til skolebibliotekararbejdet, jeg hverken har givet udtryk for eller vil kendes ved. Jeg har blot påpeget, at den »autentiske« lærer med »overskud«, der blev portrætteret i Folkeskolen nummer 7, kun har 13 regulære undervisningstimer om ugen alle i egen klasse. Den pågældende lærer gør med prisværdig åbenhjertighed selv udtrykkelig opmærksom på, at hun aldrig ville kunne opretholde sit nuværende ambitionsniveau, hvis hun havde 20 timer. Men mange af os andre har 25 timer om ugen. Pointen er naturligvis, at professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Per Fibæks begreb om den autentiske lærer er dybt problematisk, hvis det er baseret på arbejdsvilkår, der kun er et lykkeligt mindretal beskåret.