Yakub Arman Kring har altid været nogle skridt efter de andre. Lidt bagud med det hele. Mens de store drenge i klassen begyndte at interessere sig for piger, forblev Yakub det lille legebarn. Og da klassekammeraterne gav sig i kast med fremmede sprog, kæmpede Yakub stadig med at stave.

Yakub er lille og svag. Sådan opfattede de andre ham i lang tid. Det var hans lod og den rolle, han fik i klassen. Til hans egen store fortvivlelse.

»Jeg var ked af det, og jeg følte mig dum«, husker 15-årige Yakub Arman Kring.

Hans lidenhed gjorde, at de andre så ned på ham og gjorde ham til syndebuk.

»Det var irriterende, at de store drenge begyndte at spille med musklerne. De ville gerne have, man så op til dem, og det gjorde jeg også. Jeg ville gerne være sej ligesom dem, men det lykkedes ikke«.

Resultatet blev, at han følte sig udenfor. Han lå nederst i hierarkiet. Uden udsigt til at stige. Og det måtte han nødtvunget affinde sig med.

»Fordi jeg var i bunden, syntes jeg ikke, det var fedt med et hierarki, men jeg havde jo nok haft det omvendt, hvis jeg havde ligget i toppen. For det gav jo respekt. Man var sej, pigernes ven. Men et eller andet sted er et hierarki nødvendigt for at holde orden. Jeg var bare ikke enig i, at det var mig, der skulle ligge i bunden«, smiler han.

Han befandt sig bedst med barndomsvennerne, der var to år yngre end ham selv.

»I begyndelsen blev jeg drillet med det. Men senere kunne de andre godt se, at det passede måske bedre til mig«.

Perker for sjov

Hans mørke hår, hans markante næse og olivenfarvede lød vidner om, at Yakub biologisk er af tyrkisk oprindelse. Der er dog intet tyrkisk over hverken ham eller resten af familien. Han er født og opvokset i Danmark. Yakubs mor er gift med en dansk mand, som har været hans far, siden han var lille, og Yakub føler sig fuldkommen som dansker.

»Jeg blev pissehamrende sur og også ked af det før i tiden, hvis nogen kaldte mig perker«.

Alligevel føler han ikke, at han er blevet decideret mobbet på grund af sit tyrkiske udseende. Klassen ser ham helt og holdent som dansker, synes han.

»En af drengene kan godt finde på at kalde mig en perker for sjov. Nogle gange kommer han endda hen til mig og siger: Yakub, det er bare gas. Bare så du ved det«.

Yakub, eller Jakob, som alle andre inklusive ham selv udtaler hans navn, afleverer ordene med en let stammen, når han taler. Men heller ikke det er han blevet mobbet med.

Hvor han før følte sig udenfor, føler han sig i dag som et fuldgyldigt medlem af klassen.

»Jeg føler mig som en brik i et pus­lespil«, siger han.

Et smil dukker op.

»Hvis jeg ikke var her, ville de andre nok savne ham den lille, som altid stiller dumme spørgsmål«.

Han tøver et øjeblik.

» tror jeg«.

Hadede lektier

Respekten er kommet, i takt med at Yakub er blevet mere moden. Men det tog sin tid.

»Før var jeg den lille irriterende i timerne. Alt gik op i hat og briller for mig«.

Han havde svært ved at sidde stille. Det betød, at han i nogle år havde plads på første række, klos op ad katederet, i lærerens umiddelbare synsfelt.

Det faglige haltede som følge af hans travlhed med at agere pauseklovn i timerne. I de første år havde han ellers godt kunnet lide at gå i skole, men fra 4. til 6. klasse begyndte hans billede af skolen at krakelere. Det blev surt at gå i skole, fordi lektierne fyldte mere og mere.

At læse lektier var det værste i verden. Han hadede det. Og lavede dem derfor heller ikke særligt tit.

»Jeg kunne slet ikke se, hvad det skulle gøre godt for, og så var jeg nok også lidt doven«.

Det gjorde, at han ofte fik skældud af lærerne.

»Meget var besværligt for ham. Han havde svært ved at overskue det, der blev krævet af ham. Han havde det ikke let, og jeg tænkte tit, om han ville have haft gavn af at gå en klasse om. Han havde svært ved at tage ansvar for sig selv. Han glemte alt, og jeg havde altid ekstra kopier med i tasken, fordi jeg vidste, at han havde glemt sine«, husker Ane Fischer, Yakubs klasselærer igennem de seneste fem år.

Hårdt arbejde forude

I dag er Yakub elevrådsformand. Et hverv, han er stolt af. Væk er den ansvarsløse plageånd.

Han er blevet »en guttermand«, synes Ane Fischer.

»Hans engagement og glæde er virkelig imponerende. Han stammer, og han staver som en brækket arm, men han lader sig ikke styre af sine små handicap, hvis man overhovedet kan kalde dem det. Jeg er enormt stolt af ham«, fastslår hun.

Yakub trådte for alvor i karakter i 8. klasse. De andre kritiserede ham for ikke at tage undervisningen alvorligt, og det fik ham til at indse, at det nok var smart at følge med.

Første karakterbog i 8. klasse afspejlede, at han var begyndt at knokle. Han turde knap nok tro på, at karaktererne talte sandt, men samtidig gav de ham blod på tanden.

»Jeg sagde til ham, at jeg måske havde været lidt god ved ham. Det var ikke sådan, at han nu kunne hvile på laurbærrene og så bare holde karaktererne. Og så arbejdede han videre«, fortæller Ane Fischer.

I dag ligger han i den bedre halvdel hvad angår det mundtlige. Det kniber dog stadig med det skriftlige.

»Nogle ting har jeg givet for hurtigt op over for. Det kan godt ærgre mig i dag, at jeg ikke tog ansvar noget før. Jeg burde nok have gjort mere ud af mine dårlige sider«, konstaterer han.

Yakub vil gerne på gymnasiet, men han er ikke moden nok endnu, føler han. Derfor har han valgt at tage 10. klasse først, og han er indstillet på at arbejde hårdt for at få indhentet det forsømte.

»Nu skal jeg vise, at Yakub altså godt kan, når han vil. Når 10. klasse er over­stået, vil der stå en Yakub foran døren til gymnasiet, som er helt klar, og som nok skal klare det«.

jabrahamsen@dlf.org