Karen Romme er en af de dygtigste i sin klasse, men det bliver man ikke populær af. Og slet ikke, når ens lærer en gang imellem uforvarende kommer til at bruge én som sin højre hånd. Som én, hun lige kan få et bekræftende nik fra, når nogle i klassen prøver at bilde hende ind, at »det der har vi altså aldrig hørt om før«.

Prædikatet duks har derfor været påklistret ryggen af 15-årige Karen Romme igennem hele hendes skoletid.

»Mine klassekammerater mener, jeg skal være deres lektiebog og deres kalender. Jeg er nok også mere et ordensmenneske, end de er«.

Karen er den fornuftige pige, der gør de ting, hun bliver sat til, uden at kny. Hun er en mønsterelev, der har orden i tingene, og som læser sine lektier.

»Jeg afleverer aldrig noget, som jeg ikke selv er tilfreds med«.

Det irriterer hende, når klassekammeraterne har mere travlt med at larme i timerne end med at høre efter og derfor spørger om det samme hele tiden.

De tager deres læring for givet, mener hun.

»Folk brokker sig for meget. Når man ikke kan finde ud af noget, skal man altid finde en undskyldning. For mange forventer, at læreren står på spring for dem hele tiden«.

»Vil man ikke, kan man ikke«.

Gider ikke fester

Karens far er skovfoged, så familien Romme har til huse i embedsboligen i Jørgensgård Skov et stykke uden for Aabenraa. De fredelige omgivelser ude i skoven er meget betegnende for Karens rolige gemyt.

Hun er en aktiv pige. I fritiden arbejder hun som bybud hos et advokatfirma. Hun går til svømning flere gange om ugen, og hun er også svømmetræner for et hold børn. Tidligere gik hun meget op i at sejle. Hun er også spejder, men interessen er ikke længere så stor, som den var før.

I den henseende er Karen noget anderledes end mange af de andre piger i klassen.

»Mange af de andre er mere nogle små modedyr, der går meget op i deres tøj og i deres makeup. Det kan jeg ikke se det sjove i«.

Karen tilhører den fraktion af klassen, der ikke går til fest særlig ofte. Delvist fordi hun ikke har tid, delvist fordi det ikke siger hende noget.

Når de andre rapporterer om weekendens udskejelser mandag morgen, kan hun dog alligevel godt føle sig en smule udenfor.

»Men jeg sidder ikke hjemme fredag aften og græder over det«.

Efterhånden er hun blevet ligeglad med, at hun ikke er som de populære piger. Det var hun ikke tidligere.

»Jeg prøvede på at lave om på mig selv, men det kan man jo ikke. Jeg er, som jeg er«.

Hun har kæmpet for at få lov til at være, som hun er, og de andre har også accepteret, at sådan er Karen.

»Fra 4. til 6. klasse var nogle af drengene meget efter mig. Måske fordi de var misundelige over, at jeg kunne svare på lærernes spørgsmål, mens de ikke kunne. Men jeg blev ved med at sige fra over for dem, og det respekterede de til sidst«, siger hun.

Smertensbarn

Drengene kører stadig meget på hende, men mere på den venskabelige måde. Og hun er også blevet bedre til at tackle det. I det hele taget har Karen fundet en god rolle i klassen, mener hendes klasselærer, Ane Fischer.

»Der var et tidspunkt, hvor der gik lidt for meget mor i hende. Hvor hun hele tiden skulle spørge: Har du nu husket? Og har du nu styr på det og det? Det gør hun ikke mere«, siger Ane Fischer.

»Men jeg passer også altid på ikke at bruge hende som lærerens højre hånd og give hende en duksestatus på den måde, for den rolle kan hun nemt komme ind i, fordi hun har så meget orden på tingene«.

Det er ikke nødvendigt at ofre megen tid på en elev som Karen. Hun er i stand til at passe sig selv og god til at arbejde selvstændigt. En rar egenskab, for det betyder, at man som underviser blot kan koncentrere sig om at fylde læring på hende. Og hos Karen kan man se læringen.

Fagligt er Karen utrolig dygtig.

»Men hun var i nogle år mit smertensbarn, for jeg syntes ikke altid, hun havde det lige nemt socialt, og jeg syntes også at kunne se hvorfor«.

Efter sommerferien rykker Karen nordpå for at starte på Hou Maritime Idrætsefterskole. Det bliver vemodigt at sige farvel til klassekammeraterne, synes hun.

For selv om hun til tider har haft det hårdt, har hun altid været glad for at gå i klassen, understreger hun.

»Men jeg kender de andre så godt nu, at jeg trænger til at møde nogle nye mennesker«.

Hun glæder sig til at komme på efterskole.

»Jeg har en forventning om, at det er mere socialt at gå på efterskole, end det er at gå på en folkeskole, også fordi man skal bo sammen. Man kommer tættere ind på livet af hinanden. Jeg ved ikke, om man kommer til at kende hinanden lige så godt i løbet af det ene år, man skal gå der, som man kender dem, man har gået i folkeskole med i ti år, men man kommer i hvert fald ret tæt ind på livet af hinanden«.

jabrahamsen@dlf.org

Den 15. marts udløb fristen for 9.-klasse-eleverne for at tilmelde sig ungdomsuddannelserne. Ti års gang i den danske folkeskole er ved at være en saga blot for deres vedkommende. Det er tid til at gøre status.

Er den danske folkeskole rummelig nok? Eller er den for rummelig? Er eleverne fagligt dygtige nok? Og hvad med lærerne?

Spørgsmålene er mange, og lærerne, politikerne og de pædagogiske eksperter debatterer på livet løs, hvad der er de rigtige svar. Men hvad siger eleverne?

Folkeskolen har talt med tre elever fra den samme 9.-klasse. Snart forlader de skolen for at fortsætte videre i uddannelsessystemet. De er vidt forskellige og skal også noget forskelligt efter 9. klasse, men fælles for dem alle tre gælder spørgsmålet: Synes de selv, at folkeskolen har rustet dem godt nok fagligt og socialt?

Her er fortællingen om Karen Romme, Yakub Arman Kring og Jeppe Sievers, 9.b, Brundlundskolen i Aabenraa.