Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Puberteten ramte Jeppe Sievers med fuld hornmusik, da han gik i 6. klasse. På rekordtid blev kroppen længere og stemmen dybere. Det samme var tilfældet for flere af de andre drenge i klassen, men for Jeppe Sievers var omvæltningen ikke kun af fysisk karakter.
»Jeg blev meget betaget af filosofi og psykologi på det tidspunkt. Min horisont udvidede sig, eksploderede på en eller anden måde. Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig«, fortæller 15-årige Jeppe Sievers.
Igennem de første år i skolen havde han kæmpet for at få den anerkendelse og opmærksomhed fra dem omkring sig, som han følte, han fortjente.
Og det var også lykkedes ham langt hen ad vejen.
Han var blevet venner med de rigtige, og fagligt blev han af sine lærere opfattet som en af de allerbedste. Men nu stod han pludselig over for et vendepunkt. Noget uomstødeligt var sket. Han kunne ikke længere forholde sig til de andre i klassen.
»Jeg følte mig hævet over dem«.
12 år gammel drog Jeppe derfor den for ham eneste logiske konklusion. Han lod klasse være klasse og meldte sig ud af fællesskabet.
I stedet søgte han selskab med ældre venner. Mest af alt fordi det var her, han følte sig tilpas, men også fordi hans jævnaldrende skulle se hans modenhed.
I dag har han dog noget at gøre med de fleste af drengene fra klassen.
Han blev tiltrukket af at drikke øl og ryge og senere af en pige fra en af de større klasser, som han blev kæreste med.
»Jeg brugte det, at jeg kendte nogle, der var lidt ældre, til, at de andre i klassen skulle få en form for frygt for mig som person«.
Arrogant
Kimen til den drastiske beslutning blev lagt allerede et år tidligere.
Det var i begyndelsen af 5. klasse. Grupperingerne i klassen skinnede tydeligt igennem efter fem års samvær. Som en af de toneangivende i den lille klike, der lå i toppen af hierarkiet, tegnede alting lyst for Jeppe.
Men en dag blev tæppet revet væk under ham.
En af klassens populære piger kunne pludselig ikke længere lide ham. Med ét blev han udstødt fra det gode selskab uden nogen synderlig grund, og det forblev han i et halvt år.
Et afvæbnende smil tager form under hans halvlange, rødblonde lokker, mens han fortæller. Som om han prøver på at bagatellisere oplevelsen. Men det lykkes ikke.
For han kan ikke løbe fra, at den har haft afgørende indflydelse på resten af hans skoletid.
»Det halve år, hvor jeg virkelig ikke havde nogen at læne mig op ad, er nok noget af det værste, jeg har oplevet i skolen. Så da muligheden bød sig, valgte jeg at søge sammen med nogle, der var ældre end mig«.
Jeppe nåede aldrig rigtigt at blive optaget i fællesskabet igen, før han voksede fra de andre og selv valgte at melde sig ud.
Han blev den mystiske enspænder, det dumme svin, der prøvede grænser af, spillede smart og virkede arrogant og provokerende, fortæller han.
»Man bliver let, som andre opfatter én. Fordi jeg blev stemplet som én, der var sådan, blev jeg sådan«.
»Og i deres øjne har det hængt ved lige siden«.
Det tog ham noget tid at finde ud af, at han skulle bryde ud af den bås, de andre havde sat ham i.
»Jeg var med til en 9.-klasse-fest for nylig. Det har jeg et eller andet sted nok været for arrogant til at være med til før, fordi jeg føler, at jeg har været igennem alt det der. Da jeg kom hen til festen, var der en pige fra min klasse, der henvendte sig til mig og sagde: Hvad laver du her? Du er da alt for voksen til at være her. For nogle af dem er jeg virkelig et helt andet sted«.
Krævende
Han vil ikke bruge ordet barnlig om klassekammeraterne, men han erkender, at han føler sig mere moden end de fleste i klassen, og det skinner igennem i timerne.
»Hvis jeg svarer på et spørgsmål, kommer det måske fem stationer længere, end det egentlig skulle have været, for at man kunne begynde en diskussion, og det gør, at lærerens idé måske falder lidt til jorden«.
Det har lagt en kraftig dæmper på nogle af de andre. En pige i klassen har sågar fortalt klasselæreren, at hun var bange for at sige noget i timerne af frygt for, at han grinede af hende eller tænkte, at hun var åndssvag. Selv om det aldrig er noget, han har gjort.
På den måde fylder Jeppe meget i undervisningen, men hans faglige overskud gør også, at han ofte holder lidt igen, »fordi det bliver mig for uvigtigt«. Niveauet er simpelthen for lavt.
Og undervisningsdifferentiering er ifølge ham kun et begreb, der eksisterer i utopiens verden.
»Det er umenneskeligt at tro, at en lærer med 22 elever kan finde materiale, der passer til de 22 forskellige elevers niveauer. Og det faglige niveau er heller ikke skræddersyet til hver enkelt elev«.
Jeppes klasselærer, Ane Fischer, indrømmer da også, at en af de største udfordringer for hende har været at give ham det, han havde brug for.
»Han er ikke en nem elev. Han er virkelig en udfordring og kræver meget. Jeg bruger meget tid på ham. For eksempel tager det mig altid syv gange så lang tid at læse og kommentere Jeppes stile, fordi han tænker så meget anderledes end de andre. Han ser også tit nogle ting, som jeg ikke havde fået øje på. Han er formidabel til at fortolke, gennemskue ting, perspektivere og trække paralleller til noget, han ved andre steder fra«, siger Ane Fischer.
»Som lærer må man bare nogle gange acceptere, at der findes elever, der kan mere end én selv på et eller andet plan«.
»Jeppe er ikke en standardelev. Han vil fylde meget i ens bevidsthed også om mange år. Der findes ikke mange af hans slags andre steder«, mener Ane Fischer.
»Faktisk passer han slet ikke ind i folkeskolen«.
Respekteret
Der var en periode, hvor Jeppe ikke mente, han skulle noget efter 9. klasse. Det faglige, det sociale, det hele var for banalt for ham.
Siden da er han dog kommet på andre tanker. Efter sommerferien træder han ind i et skolemæssigt fællesskab igen, når han skifter folkeskolen ud med gymnasiet. Her håber han på at finde flere, der kan matche ham bedre.
Samme håb nærer Ane Fischer:
»Jeg synes måske, det er lidt farligt at give sig selv den rolle som iagttager, som Jeppe har gjort. At sætte sig selv uden for de sociale rammer på den måde. Det har han selvfølgelig gjort, fordi han har fundet ud af, at han ikke kan bruge de her rammer til noget, men jeg håber bare ikke, det kommer til at følge ham«.
Hans selviscenesættende facon har gjort, at Jeppe er »en elev, alle faglærerne har en holdning til«, som Ane Fischer formulerer det.
»Han kunne have haft en meget vanskelig skolegang med mere autoritære lærere. De er som en rød klud i hovedet på ham. Så et eller andet sted er det måske meget heldigt for ham, at det autoritære ikke ligger til mig«, smiler hun.
Det er Jeppe Sievers enig i:
»Man gennemgår en stor fysisk og psykisk udvikling, når man er i puberteten. Faktisk udvikler man sig vel ikke så meget på så kort tid resten af livet. Heldigvis har jeg haft nogle lærere, som, godt hjulpet af min mor og far, har respekteret min udvikling og givet mig den plads og frihed, jeg har haft brug for for at udvikle mig i den rigtige retning«.
jabrahamsen@dlf.org