Hvis man skal øve sig i tennis, er det godt med en automatisk boldkanon. Hvis man er til lerdueskydning, skal man have en kastemaskine. Ja, hvis man vil øve bordtennis, kan man såmænd også leje sig en »bordtennisrobot«, der spyr bolde ud i en rasende fart. Det er nemt. Bare tænd for strømmen, så har du en fuldautomatisk modspiller.

Men man bliver nemt forpustet.

Måske er det det, de har opdaget i KL. Det ser i hvert fald ud til, at man har anskaffet sig en fuldautomatisk kastemaskine, som igen og igen og igen slynger pjecer ud over landskabet.

Pjecen om den søde lille sladrebog, der skal forfølge ethvert ungt menneske fra vuggestue til gymnasium, er knap nok faldet til jorden, før den næste pjece bliver sendt af sted. »En rummelig skole«, hedder det nyeste udspil.

Bag en nydelig forside med bobler i alle regnbuens farver og KL-logoet med de glubske hajtænder finder man 32 siders jublende fortælling om den rummelige, fleksible skole, der imødekommer børn og unges forskellighed. Ideelt og engageret, helt fri for larm og problemer. Vi hører om Sofie på otte år, der selv kan vælge, hvornår hun skal møde om morgenen. Hun har ikke nogen klasselærer og hører til en gruppe på 30 børn. Sofie og hendes ikke-klassekammerater kan frit vælge forskellige hold med alt fra fægtning til Harry Potter og teaterkulisser. På samme måde møder vi Morten på 16, som skal til vejledningssamtale om mål, resultatkrav og resultatvurdering. Efter tyskforelæsning og individuelt arbejde fører han sin elektroniske logbog.

Modbilledet er noget, man kalder »den traditionelle skole«. Det skal vist forestille dagens folkeskoler, som de er flest, men ligner et pædagogisk frilandsmuseum, fra før farfar kom i realen.

KLs rummelige skole er, som lektor Søren Langager fra Danmarks Pædagogiske Universitet udtrykker det til Folkesko­len, »så reformpædagogisk, som man kan forestille sig«. Pyt med, at Folketinget i det nyeste folkeskoleforlig slog fast, at klassen er omdrejningspunktet, hvor børnene skal gøre erfaringer i et forpligtende fællesskab. KL vil have storgrupper og hold på tværs af alders­trin. Og ingen klasselærer. Mødetiden er fleksibel, og lærere og pædagoger arbejder tæt sammen. Det fremgår blot ikke, hvad de samarbejder om.

Det er i det hele taget pjecens store svaghed. Det er form uden indhold. Hvorfor er det nu lige, at samfundet holder skole? Det perspektiv er fraværende.

Det vigtigste må være diskussionen om folkeskolens indhold undersøgelser af, hvordan skolen kan støtte, at børn vokser op som hele, livsduelige og vidende mennesker, der kan tage ansvar både for sig selv og sammen med andre for fællesskabet. Dér rammer KLs kastemaskine slet ikke.

-th

Læs side 6