Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tak til initiativtagerne bag den flotte annonce om Ny Løn i Politiken og Jyllands-Posten søndag den 11. marts.
Annoncen udtrykker præcis den modstand, der er blandt medlemmerne i DLF mod at reservere midler til Ny Løn. Samme modstand finder vi i øvrigt i stort set alle andre personalegrupper i amter og kommuner.
Folkeskolen synes, det er interessant at skrive, at der er tvivl om tallene i annoncen. Jeg synes, overskriften 'Vil du låne din arbejdsgiver 15.000' både er et godt blikfang og et klart udtryk for problemstillingen, og så er jeg i øvrigt ligeglad med, om man kan beregne 'lånet' til 10.000 eller 20.000 kroner.
Med de midler, som arbejdsgiverne ønsker afsat til Ny Løn, og de midler, der bliver frigjort, når ældre medarbejdere erstattes af nye, står der rigtig mange penge på spil for den enkelte medarbejder. Det er såmænd ikke vanskeligt at opstille et regnestykke, der viser, at det svarer til at låne arbejdsgiverne 14.600 i et år, men det værste er, at der er absolut ingen garanti for, at den enkelte får 'lånet' indfriet.
Anders Bondo Christensen
medlem af DLF's hovedstyrelse