Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Tak for svaret i Folkeskolen nummer 9 fra Yvonne Hindsberg omkring min overenskomstpension på cirka 56.000 kroner om året (nutidsværdi, 32 år i skolen) set i forhold til en tjenestemandspension på cirka 170.000 om året. Jeg bliver henvist til at læse Pensionsrapporten, det har jeg gjort, det fik jeg ikke en bedre pension af, rapporten er uhyggelig læsning. Jeg vil gerne bede DLF om at sende den ud til alle overenskomstansatte lærere. Så vil 43 procent overenskomstansatte måske kunne lægge et fælles pres på hovedstyrelsen og formanden for at få nogle seriøse forhandlinger i gang om vores pensionsproblem. Det er på høje tid at få gjort noget ved det. Vi blev kommunaliseret i 1993 og fik derved den katastrofale pension. Vil DLF hellere have, at vi danner vores egen fraktion: De overenskomsansattes lærerforening. DLF vil gå i konflikt for Ny Løn, 5.500 kroner fordelt på tre år, cirka 150 kroner per måned. Vi overenskomstansatte har tabt omkring 100.000 kroner om året i livsvarig pension. Det er da et beløb, der vil noget. Mon det ville hjælpe, hvis der kom flere overenskomstansatte i hovedstyrelsen, tjenestemændene gør ikke rigtig noget ved problemet.
Preben Bendt
Odense
Svar
Interesserede kan finde Pensionsrapporten på Danmarks Lærerforenings hjemmeside www.dlf.org
Yvonne Hindsberg
kontorchef i DLF's faglige kontor