Politisk redaktør på B.T., Erik Meier Carlsen, giver i 'Bagsmækken' i Folkeskolennummer 10 udtryk for bekymring for lærerne. De tilhører nemlig en risikogruppe. Lærerne er intellektuelle, hævder han, men de tilhører en særlig type intellektuelle. De har nemlig brug for et 'højere formål' med deres virke. Danske lærere er ifølge Meier Carlsen i fare, fordi spøgelset Attac går gennem Europa. Lærere vil nemlig i denne bevægelse kunne finde et nyt højere formål at vie deres liv til. Han mener, at det sekulariserede samfunds mangel på religiøs sammenhæng er forklaringen på lærernes behov for nye formål.

Nu har sekulariseringen gudskelov været en realitet de sidste århundreder, så det er velsagtens den postmoderne tilstand, Meier Carlsen mener, at lærerne har det svært med.

Meier Carlsen formoder altså, at lærerne kritikløst vil tilslutte sig Attac, så de kan få realiseret de indestængte og hengemte drømme om aktiv deltagelse i verdens frelse. Lærerne har haft disse længsler før, for eksempel i 70'erne, påstår han. Degnene har i det hele taget gennem tiderne været noget nidkære og frelste, og litteraturen vrimler da også med patetiske degneskikkelser.

Jeg vil medgive ham, at den sejlivede pietistiske pædagogik med dens opdragelse til fromhed havde et godt tag i både degne og lærere. De tævede nidkært dette højere formål ind i den lille Kai Gøtsches rygstykker, og han delte skæbne med mange.

Men det er historie. Mange andre professioner har begået slette gerninger i fortiden, og selv politiske redaktører har såmænd nok et og andet på samvittigheden. Nutidens lærere har imidlertid ikke sådanne dunkle højere formål. Kernen i lærerens gerning er: sangen, fortællingen, samtalen og fællesskabet. Så jordnært og så dybt er det, og det holder vi os til.

Meier Carlsen mener som sagt, at lærerne er intellektuelle. Er det intellektuelt totalt at mangle kritisk sans?

Rent bortset fra det hykleri så giver Meier Carlsen også udtryk for, at indoktrineringsdebatten i 70'erne var berettiget. Hvis man betænker, at vel 95 procent af lærerne dengang kun havde kendskab til Land og Folk fra en geografibog, så var den debat nu nok nærmest en uberettiget hetz.

Når Meier Carlsen således vil belære os ubefæstede sjæle om, at vi har en iboende tilbøjelighed til at ville koncentrere os om højere formål, der kan levere mening til os selv, i stedet for at gøre det, vi har pligt til, så er det et fælt udtryk for selvretfærdighed.

Niels Christian Ørsnes

Hinnerup