Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forhandlingsresultatet sikrer reallønsudviklingen for de kommende år. De unge lærere og børnehaveklasseledere, som overgår til ny løn, er sikret omkring 100 procent af det tidligere lønforløb - alene ud fra grundlønnen og undervisningstillægget. Dertil kommer funktionsløn med udgangspunkt i objektive forhold og kvalifikationsløn, hvor flere dele er centralt aftalt. Forliget giver en ny løn, som honorerer folkeskolens undervisning, og som giver flotte lønstigninger til alle. Lærerne på nuværende slutløn hæves et løntrin til 40 med deraf følgende pensionsfordel, ligesom der er et undervisningstillæg og mulighed for funktions- og kvalifikationsløn. Der er aftalt en underviserlønmodel, der passer til folkeskolen.
Esbjerg/Fanø Kommuner og Esbjerg Lærerforening skal drøfte sammenhængen mellem kommunernes pædagogiske mål og arbejdstidsaftalens udmøntning. Herefter skal de sidste 15 procent af arbejdstiden fastlægges ved lokale aftaler. Vi forventer igen at kunne aftale en fornuftig ny arbejdstidsmodel med begge kommuner.
I den nye arbejdstidsaftale er gennemsnitlig 85 procent af arbejdstiden knyttet til en central aftale. Forliget sikrer blandt andet den enkelte lærer en pulje til individuel forberedelse, og klasselærerakkorden giver som minimum samme tid som i dag.
Lokalt skal der forhandles om tiden til ekstra forberedelse og til forskellige andre opgaver. De største udfordringer vil være forøgelse af tiden til samarbejde og ekstra tid til lærerne med mange undervisningstimer eller særlige undervisningsopgaver. Det vil blive en vanskelig, men ikke umulig opgave. Esbjerg Lærerforening vil arbejde for at sikre lærerne en tid til individuel og fælles forberedelse, som samlet set mindst svarer til den nuværende tid til forberedelse.
Arbejdstidsaftalen indeholder også krav til kommunerne om at afsætte tid til udvikling og lærersamarbejde samt et udvidet undervisningsbegreb. Arbejdstidsaftalen er fremtidsrettet, da den udvider det professionelle råderum for lærerne. Det bliver i højere grad det enkelte lærerteam, der beslutter den konkrete gennemførelse af arbejdet.
En konflikt er udsigtsløs og vil koste lærerne en masse penge. Den kan højst resultere i en omrokering af elementerne i detnuværende forlig. Resultatetvil sandsynligvis blive ringere i forhold til de krav, som medlemmerne i Esbjerg Lærerforening allerede har fået opfyldt ved forliget.
Kurt Abildgaard
formand
Esbjerg Lærerforening