Medlemmerne stiller ofte krav til foreningen om at være offensiv.

På kravopstillingsmøderne i efteråret luftedes der nogle strategiske overvejelser omkring, hvordan foreningen kunne komme i en offensiv forhandlingsposition. Der var bred opbakning til indholdet af overvejelserne. Det væsentligste krav, medlemmerne havde, var, at tiden til forberedelse ikke måtte formindskes. Dette blev understreget på kongressen. Hovedstyrelsen gav forhandlingsmandat på dette grundlag. Herefter var foreningen kommet i en offensiv forhandlingsposition.

Vore forhandlere har nu forhandlet en aftale hjem på det beskrevne grundlag.

Alligevel er der hovedstyrelsesmedlemmer, der springer i målet og undsiger aftalen?

Alligevel er der menige medlemmer, der reagerer defensivt og modsætter sig nytænkning.

Hvad er der galt med aftalen? Der er det galt, at der kan opstilles skræmmebilleder på baggrund af den. Men kunne der ikke også det med den nuværende? Den aftale, som mange nu forsvarer med næb og kløer? Hvor offensiv kan en forening blive, når medlemmerne gang på gang stemmer den valgte ledelse ned? Medlemmerne har den forening, de fortjener.

Søren Rahbek

Esbjerg