Da jeg nu har læst indlæggene i Folkeskolen og lyttet til vore lokale tillidsfolks gennemgang af det nye forslag til arbejdstidsaftale, synes jeg, det er påtrængende at få ja-sigernes svar på nogle konkrete spørgsmål.

1. Er det forkert at påstå, at man med den nye aftale har givet kommunerne en mulighed for - og et redskab til - at afskedige lærere ved at lade de tilbageværende læse flere lektioner, da det forøgede elevtal jo ikke slår igennem med lige stor kraft i alle kommuner?

2. Hvad får ja-sigerne til at tro, at kommunerne frivilligt - ved lokale forhandlinger - vil tilføre lærerne ekstra tid til 'forberedelse og udvikling' og derved bringe den samlede arbejdstid ned på det nuværende niveau, når man samtidig kan se kommunernes besparelser på hjemmehjælp til de ældre, på børnepasningsområdet og på vedligeholdelse af veje og offentlige bygninger (herunder skoler)? Samtidig hører man konstant om kommunernes problemer med alligevel at få budgettet til at hænge sammen. Henning Pedersen skriver i Folkeskolen nummer 10, at 'Kommunerne må jo også gå ind for, at vi har en ordentlig folkeskole', hvilket burde give svaret på spørgsmålet. Men må kommunen så ikke også gå ind for ordentlig hjælp til de ældre, ordentlig pasning af børnene, sunde skolebygninger og trafiksikre veje? Lærerne kan jo ikke regne med, at kommunen har samme opfattelse af, hvad der skal til vedrørende arbejdstiden for at få en ordentlig folkeskole!

3. Flere af ja-sigerne anfører, at der ikke er noget alternativ til det opnåede resultat, og at det var det bedst opnåelige. I den forbindelse vil jeg minde om, at Kirsten Stallknecht på sygeplejerskernes vegne forlod forhandlingerne i 1995, da hun ikke kunne acceptere 'det bedst opnåelige'. Dette medførte en konflikt og et efterfølgende regeringsindgreb, hvor forligsmandens diktat ikke forøgede sygeplejerskernes arbejdstid uden overtidsbetaling. Da det er min opfattelse, at ekstra opgaver (som for eksempel at undervise 100.000 ekstra elever) må aflønnes, hvis kommunerne ønsker dem udført, kan jeg ikke fatte, at vi nu skal stemme for at udføre dem gratis ved hjælp af øget arbejdstid - uden normal overtidsbetaling. Det tror jeg ikke, at andre faggrupper kunne finde på!

Derfor: Hvorfor kunne vi ikke - som sygeplejerskerne - tage en konflikt, hvis det opnåelige ikke var godt nok? Dette ville formentlig have resulteret i en forlængelse af den nugældende aftale, hvor lærernes forberedelsestid i det mindste er klart defineret.

Robin Bak

kreds 117, Brædstrup

Svar

Lad mig tage fat på dit sidste spørgsmål først.

Der er den afgørende forskel på sygeplejerskernes situation i 1995 - og i øvrigt vores egen situation i 1995 - at arbejdsgiverne denne gang har stillet et massivt krav om, at alle underviseres arbejdstid skulle ændres, og at regering og Folketing i en finanslovsbemærkning har tilkendegivet, at de var enige i dette krav. At regering og Folketing blander sig i de frie forhandlinger, har jeg tidligere kaldt dybt uanstændigt, og det står jeg ved. Men det ændrer ikke ved, at det har givet arbejdsgiverne opbakning til deres krav.

Samtidig betyder det, at alternativet til at sige ja til aftaleresultatet ikke er og på intet tidspunkt har været en forlængelse af den nuværende aftale. Nej, alternativet var en arbejdstidsaftale uden centralt aftalte ressourcer, og hvor alle elementer i arbejdstiden blev rent lederstyret.

Det var netop i en erkendelse af alvoren i denne situation, at en enig hovedstyrelse besluttede sig for at forsøge at anvende de pædagogiske enigheder, der er mellem os og Kommunernes Landsforening, som udgangspunkt for en aftale, vel vidende at det ville betyde en aftale, som var væsentlig anderledes end den, vi har nu.

Du har ret i, at vi ikke har aftaleret på de kommunale budgetter, men til gengæld er det min opfattelse, at vi generelt har god indflydelse på de kommunale prioriteringer af, hvad midlerne skal bruges til. Da den nugældende aftale trådte i kraft, var et af argumenterne imod, at den indeholdt nogle redskaber for kommunen til at gennemtvinge masseafskedigelser i folkeskolen. Det skete ikke, og det lykkedes endda også med et dalende elevtal at skabe flere lærerstillinger i folkeskolen.

Jeg er ligesom dig enig i, at forudsætningerne for at modtage 100.000 flere elever i folkeskolen er kommunernes ansvar, og at de ekstra læreropgaver som følge heraf selvfølgelig skal aflønnes på normal vis.

Jeg har tidligere sagt, at jeg ville arbejde for at få et resultat ved denne overenskomst, men ikke et resultat for enhver pris. Min anbefaling af at stemme ja er blandt andet begrundet i, at arbejdstidsaftalen er fagligt forsvarlig, og at resultatet indeholder en meget flot lønaftale.

Anni Herfort Andersen

formand for DLF