Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læreren: 'Ved I, hvad en runebomme er? Der fandtes faktisk ikke flere af dem i Norge i 60'erne, og museet blev nødt til at købe én i Sverige. Norske præster og missionærer havde opfattet instrumentet som noget hedensk. En runebomme består af en ramme af træ, der er dækket med kalveskind, og man slår på den med en hammer. Hvad er den lavet af?'
Elev: 'Rensdyrtak'.
Læreren: 'Runebommen var dekoreret med mønstre, der havde religiøs betydning. Ofte var det i forbindelse med religiøse offerceremonier. Hvad ofrede man?'
Elev: 'Dyr'.
På lederskribentens bord ligger en godt slidt bog, som citatet er hentet fra. Bogen er fyldt med huske-æselører, og siderne er overbroderet med gule indstregninger. For det er en fantastisk god bog. Den er slidt af en ivrig læser!
'Det Flerstemmige Klasserommet - skrivning og samtale for å lære', hedder den. Forfatteren er Olga Dysthe, og bogen er fra 1995. (Den kom på dansk to år efter).
Olga Dysthe er lærings- og klasserumsforsker, og hun har noget vigtigt at fortælle om det, der sker mellem læreren, eleverne og stoffet. Hun nøjes nemlig ikke med at beskrive og teoretisere, men tager det spændende og svære næste skridt at give konkrete bud på, hvad det er, der gør, at undervisning lykkes. Og hun kommer ikke med hurraformuleringer som 'barnet i centrum' og 'elevens ansvar for egen læring'. Teori bliver koblet sammen med levende menneskers fælles praksis.
Formålet med hendes forskning er 'at finde ud af, hvilke faktorer der påvirker læring' og 'hvordan elever og lærere udvikler kundskaber'.
Olga Dysthe har selv været lærer. 'Jeg oplevede, at eleverne var aktive og engagerede. Jeg mente, at min undervisning var dialogisk og elevcentreret. Men det var den ikke', fortæller hun i et interview med Folkeskolen.
Da hun som forsker satte sig i elevens sted, indså hun nemlig, at hun som lærer selv havde stillet masser af lukkede spørgsmål, og eleverne fik så lov til at fylde huller i hendes ordstrøm med korte enkeltordssvar på samme måde som i det indledende citat.
Dysthe lover ikke pædagogisk paradis ved at ændre praksis. Elevcentreret undervisning giver ikke altid højt læringsudbytte, siger hun. Hvis ansvaret for deltagelse bliver overladt til eleverne selv, vil der være elever, som viser ægte engagement. Men, tilføjer hun, der er også elever, som ikke engagerer sig. 'Enten fordi de er bange for at afsløre deres egen inkompetence, eller fordi de ikke ser relevansen af emnet for deres eget liv'. Og de elever er ikke blot passive, de er ofte tavse, eller de er direkte 'udmeldte'.
Olga Dysthes forskning viser, hvad den planlæggende, handlende og reflekterende lærer betyder for elevernes udbytte af undervisningen. Hun peger på dialogens betydning for læringen, og hun tør give konkrete bud på, hvordan læreren kan styrke elevernes selvtillid i forhold til skolearbejdet.
Og så understreger hun noget, som det er værd at fremhæve i disse evalueringstider: 'Effekten kan kun opdages i et langt tidsperspektiv, ikke ved at analysere isolerede læringssekvenser!'
-th
Læs side 34
Elevcentreret undervisning giver ikke altid højt læringsudbytte
