Man hævder, at over 60 procent af de nuværende lærere overvejer at skifte job. Det er en virkelig stor del, og det skyldes ikke bare lockouten. Det skyldes først og fremmest, at man fra den øverste ledelses side har udtrykt mistillid til alle. Derfor kravet om tilstedeværelse på skolen hele dagen. Man tror ikke, at hjemmetimerne udnyttes.

Denne mistillid kan ikke undgå at præge lærernes tankegang, og navnlig de, som påtænker en uddannelse som lærer, vil blive påvirket. Den klare logik er, at så er det alligevel bedre at blive elektriker eller blikkenslager, og så er lønnen tilmed bedre. Ganske vist gjorde lockouten ingen gavn, tværtimod. Men den er ingenlunde hovedårsagen til, at over tres procent af lærerne overvejer at søge andre græsgange.

Hovedårsagen er, som allerede nævnt, mistilliden, som blev så tydeligt demonstreret, først fra KL og siden fra ministeriet, for ikke at nævne »den lille daglige dosis« fra forældre og medier.

Begge institutioner viser helt klart, at de ikke aner, hvad de har med at gøre. De læreruddannede i Folketinget burde have givet lyd fra sig, men de var tavse.

Nu skriver man om, at lærere med lavt karaktergennemsnit i gymnasiet lader det smitte af på eleverne ved folkeskolens afgangsprøver. Jeg må vistnok takke himlen for, at den første eksamen, jeg deltog i, var lærereksamen.

Jeg har i min senere tjenestetid truffet mange kolleger både med og uden studentereksamen. Det er aldrig lykkedes for mig at erkende nogen forskel. Det afgørende er vel, at lysten til jobbet er til stede. Man gør det i det mindste ikke for pengenes skyld. Alle håndværkere tjente - og tjener - jo mere. Dertil kommer, at det er ulige nemmere at gøre det forståeligt for en fader, at vandrøret er gennemtæret, end at hans »lille Peter« nok aldrig vil opfinde den dybe tallerken. Dertil ligner han familien alt for meget. Og det på trods af at både vandrør og »Peter« har samme sandhedsværdi.