BeoFilm har i samarbejde med DDR-Film Kopenhagen og Det Danske Filminstitut skabt en unik dokumentarfilm om det tidligere Ungdomshus på Jagtvej 69. De unges kamp for deres anderledes livssyn og for at bevare stedet, som binder tankerne sammen, kender vi fra medierne: Vi har set dem via mediernes håndholdte kameraer på gadeplan imellem politi, bål og barrikader.

Deres sag kan man forholde sig til alt efter eget politisk temperament, men uanset ens personlige ståsted som borger og som lærer er denne film værdifuld, da den på helt objektiv vis lykkes i sin skildring af et miljø, der i den grad rummer essensen af subjektivitet. Der er desuden tale om en sjælden, om ikke helt enestående oplevelse af dette sted, som ikke ellers har haft tradition for at tage imod journalistiske besøg i lignende omfang.

Filmen giver et dokumentarisk og faktuelt portræt af et sted midt i og dog uden for Almendanmark. Et socialt og politisk rum bestående af en gruppe unge mennesker, der holder sammen, som man gør det på en ø i et ocean, i en reaktion på det omgivende samfunds forventninger om, hvad normalitet er, og hvad ungdomsliv bør gå ud på.

Dette fællesskab om anderledeshed, om et stædigt nej tak, udtrykkes i en aktiv og meget alsidig imagebranding, hvor der tages stilling til både det fysiske og mentale formsprog. Ungdomshuset opleves som et anarkistisk-idealistisk åndehul for en til tider lidt ensom reaktionær stillingtagen til de til den vestlige verden mange knyttede ismer som kapitalisme, materialisme og sexisme. Dette åndehul rummer et væld af musikalske og sociale fællesaktiviteter, som efter de unges udsagn helt grundlæggende bygger på et frit og lige menneskesyn.

Filmen tegner ved siden af dette mere generelle portræt også et billede af flere af de unge, der i Ungdomshusets sidste måneder levede størstedelen af deres liv på Jagtvej 69. Filmen er derfor også et portræt af en lidenskabelig subkultur, der både favner og æder sine børn; vi mærker åbenheden, intensiteten, men også kravene, begrænsningerne, bekymringerne for idealerne og for fremtiden. Det gør filmen virkelig og uromantisk, præcis som den skal være for at have gyldighed som debatskaber.

Filmen kan og bør med sin vellykkede objektivitet blive et vigtigt redskab i samfundsfagsundervisningen, hvor der skal diskuteres demokrati, politiske styreformer, kultur og grupper og identitet. Med det tilhørende undervisningsmateriale er der åbnet op for givende og nødvendige debatter i klasserummet, hvor stillingtagen, bevidstgørelse og begrebsliggørelse er nøgleordene. Eleverne kommer til at arbejde med interviewteknik, kildekritik, informationssøgning på nettet, holdningsdannelse og -bevidsthed, begrebsforklaringer og -sammenhæng, og der er tale om et emne, som vil interessere flere elevgrupper.