Anders Bondo Christensen har nu svaret på mine foreløbige tre debatindlæg om foreningens negative reaktion på folkeskoleforliget - og gad vide om der ikke også kommer svar på det fjerde og nærværende femte indlæg?

Formanden demonstrerer med sine svar, hvordan DLF har sat sig selv uden for indflydelse i folkeskoledebatten. Han forholder sig nemlig ikke til de indlæg, han svarer på, men er tilsyneladende kørt fast i samme rille (måske ud fra et håb om, at gentagelse fremmer forståelsen), som om den manglende politiske gennemslagskraft alene er et spørgsmål om, at vi, der er uenige med formanden, blot ikke har forstået budskabet: »Vi er konsekvent kommet med bud på, hvad der konkret kan forbedre skolen«, »DLF er kommet med en række forslag til at styrke elevernes kundskaber .« og »Vi har selv udarbejdet forslag til kvalitetssystem .«, skriver formanden.

Og det er sandt nok. Der er bare det store problem, at så få har hørt forslagene - eller tager dem alvorligt. Forslagene opleves tilsyneladende som afværgedagsordener uden reelt indhold. Og i en politisk kommunikation er det nu engang budskabets afsender, der må påtage sig ansvaret for, at budskabet ikke når frem. Ugebrevet Mandag Morgen nummer 8 vurderer den politiske proces således: »Men det, lærerne kunne byde på, var reelt ikke meget - og da det kom til stykket, kom det lidt sent«.

Christine Antorini peger i samme ugebrev på, at indflydelse på virkeligheden forudsætter, at »interesseorganisationerne tænker politisk - inden for den bane, der er kridtet op . Det nytter ikke noget, at en interesseorganisation insisterer på noget helt andet end dét, der ligger på bordet«. Denne sandhed burde ikke komme bag på DLF.

Svar

Du startede med at indsende tre læserbreve på én gang og har siden fulgt op med endnu to. Jeg har forsøgt at forholde mig konkret til hvert enkelt indlæg, selv om budskabet i dine indlæg ikke har været præget af den store variation.

Jeg kan fortælle dig, at i mine drøftelser med politikerne er vores forslag ikke blevet opfattet som værende uden indhold. Vi har faktisk fået meget positiv respons. Jeg oplever imidlertid, at politikerne er utroligt fastlåst af regeringsgrundlaget, der er blevet en facitliste, der ikke giver mulighed for reel bevægelse. At arbejde inden for den bane, der er kridtet op, som Christine Antorini udtrykker det, betyder derfor reelt at legitimere det skolesyn, der er bærende i regeringsgrundlaget.

Havde vi blåstemplet en skolepolitik, der efter vores bedste overbevisning vil give eleverne en dårligere undervisning, havde vi efter min mening for alvor sat vores troværdighed over styr.

Den vinkel gjorde jeg meget ud af at forklare journalisten på Mandag Morgen. Den har imidlertid fået meget lidt plads i artiklen, da journalisten øjensynligt primært ønskede at sende budskabet: Manglende indflydelse skyldes dårlig kommunikation.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF