Debat
Mistilliden begynder i egne rækker
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Engang havde læreren autoritet i samfundet. Det er ikke tilfældet i dag, hvor man giver udtryk for en voksende mistillid til lærerne og deres kunnen, men grobunden til denne mistillid har sit udspring inden for vore egne rammer.
For når en lærer underviser i et fag, som han ikke er linjefagsuddannet i, er dette netop med til at underminere de lærere, der er linjefagsuddannet inden for det pågældende fag, og dermed sættes den linjefagsuddannede i miskredit. Og selv om vedkommende på seminariet har fulgt undervisningen i det pågældende fag og har taget eksamen, så har dette ingen betydning - for ude i skoleverdenen vil man komme til at arbejde på lige fod med lærere i fagteam, der ikke er linjeuddannet, og omvendt vil man selv stå i den situation at skulle undervise i et fag eller flere, som man ikke er uddannet til. Dermed er man som lærer med til at gøre linjeuddannelsen meningsløs og uden værdi. For det, der adskiller den linjeuddannede lærer fra den ikke-linjeuddannede, er netop den faglige viden og fagdidaktikken, der blandt andet skulle sikre fagligheden i folkeskolen.
Og hvordan er dét muligt, hvis underviserne ikke har den faglige kompetence og viden, det enkelte fag kræver, fordi de ikke underviser i deres linjefag?
Så selvfølgelig er der ikke tillid til os som lærere, for vi går ind på hinandens fagområder, selvom vi ikke er uddannet til det.
Hvor mange der underviser i deres linjefag i dag, vides ikke, men er det tilfældet, at de færreste lærere underviser i deres fag, så må dette være et udtryk for, at læreruddannelsen og folkeskolens struktur og systemer ikke harmonerer med hinanden, men dette er en helt anden historie.