Ingen tvivl om, at den konservative Carina Christensen har fat i noget ikke alene vitalt, men i tiden også ganske kontroversielt, når hun hævder, at børn i danske skoler skal lære om deres egen religion, før de skal begynde at reflektere over andres. Deres egen religion er uomtvisteligt kristendommen og altså ikke blot de i religiøst henseende ret ligegyldige overfladiske betragtninger, der blev til rest, da det skrællede fag blev gjort til et tandløst kundskabsfag. Og ud fra kristendommens fundamentale betydning for alt i den danske tradition og kultur helt ud i de fjerneste kroge kan der vel næppe blive tale om at sidestille kristendom og islam i undervisningsmæssig henseende. At undervise i kristendom er at undervise i kristendom. At undervise i islam er at undervise i islam set ud fra et kristent synspunkt. Og hvis man så samtidig giver mere plads til islam uden samtidig at give samme plads til de andre store verdensreligioner, har man virkelig reduceret kristendomsundervisningen til et middel til at slippe let gennem det bragende kultursammenstød, vi oplever i dag, og som vi tror kan udjævnes gennem dialog mellem en gammel kristen kultur og en på vore breddegrader ny og helt anderledes fremmed og aggressiv kultur. Kristendomsfaget skal give børnene indsigt i, hvad denne religion anser for trossandheden, hvorved alle andre religioner nødvendigvis må repræsentere usandheden. Kristendomsfaget kan derfor ikke bygge bro til andre religioner, ligesom man vist heller ikke kan bygge bro til andre politiske partier gennem et dybtgående studium af eksempelvis Socialdemokraternes partiprogrammer. En sådan bro kan kun bygges ved hjælp af almindelig demokratisk tålsomhed og tolerance.