Efter at have læst en artikel i Folkeskolen nummer 8, der omhandler et speciale om lærernes såkaldte dobbeltstrategi, skrevet af en studerende på Københavns Universitet, føler jeg anledning til følgende kommentarer: Det lader til, at redaktionen af Folkeskolen ønsker at støtte ledelsen af DLF i opfattelsen af foreningen som værende landets vigtigste pædagogiske platform ved at godkende en artikel, der i sin konklusion anser spørgsmålet om løn som værende noget, som lærerne slet ikke skal bekymre sig om.

At skrive et speciale, der blandt andet bygger på interview med syv medlemmer af hovedstyrelsen, må siges at være et meget tyndt grundlag at drage en så ensidig konklusion på, så derfor har redaktionen af bladet i stedet valgt at godkende optagelsen af artiklen ud fra et ønske om at vække DLF's medlemmer, så de nu kan indse, at det eneste, der overordnet i vores samfund giver status af fuldgyldig professionalisme, er en løn, som ikke fremkalder måben og forundring iblandt venner og bekendte, eller har redaktionen en anden vurdering?

Efter 22 års arbejde i den danske folkeskole konstaterer jeg nu, at folkeskolen efterhånden har udviklet sig til en arbejdsplads, hvor det at undervise og gøre læring til det vigtigste ikke længere opfattes som værende et arbejde, der er en aldeles afgørende forudsætning for kvaliteten i folkeskolen.

At DLF's ledelse har fået gennemført en arbejdstidsaftale, der i den grad nedgør det arbejde, som de lærere, der har meget undervisning, udfører, må efterhånden være gået op for de fleste. Det er ufatteligt, at der ikke gives løn efter, hvor meget undervisning der udføres, men i stedet at alle andre funktioner opfattes som værende vigtigere. Disse funktioner eksisterer kun, fordi der foregår undervisning, og ikke omvendt.

På enhver anden arbejdsplads vil den medarbejder, der ikke kan udføre sit job tilfredsstillende, enten få tildelt en servicefunktion eller måske blive afskediget. Denne beslutning foretager ledelsen udelukkende for at bibeholde eller forbedre kvaliteten i virksomheden for derved at kunne opfylde behovet hos kunderne. I folkeskolen benyttes den modsatte strategi, hvilket betyder, at lærerne faktisk forhindres i at vise deres værd, og samtidig at kvaliteten af folkeskolen fortsat forringes.

DLF har kun til opgave at sørge for, at folkeskolens lærere får en løn, der opfattes af det øvrige samfund som værende tidssvarende. Det er os, der betaler lønnen i DLF, så den må anses for at være uduelig til det arbejde, vi har sat den til, hvis den ikke er i stand til at sørge for, at vi får en løn, der passer til det ansvar, vi varetager. Det bedst mulige er ikke nok. DLF skal nu vise sit værd. Hvad ville enhver anden fagforening gøre i en situation, hvor der er stor efterspørgsel på medlemmernes arbejdskraft?

Peter Stig Andersen

Virum