Efterspørgslen efter lærere er stor i øjeblikket. Det gælder om at lokke folk til huse. Annoncerne bliver udformet som blikfang. En af de mere markante stod at læse i medlemsbladet engang i januar måned: 'Vil du være med til at lave verdens bedste skole. . .?

Så er det her, det sner. . .! Vi vil. . . vi kan. . . og vi tror på det. . .!

Sammen når vi målet: If we can dream it. . . we can do it. . .!'

Jeg kunne for mit indre øre høre Victor Borge læse annoncen op med fonetisk tegnsætning og det hele. Jeg så for mig, hvordan lærerne, når de mødes om morgenen, danner rundkreds som håndboldpigerne og laver kampråb for at opildne deres ildsjæle, før de smittende af glæde drager ud til de ventende børn i klasserne.

Men bagefter tænkte jeg: er der virkelig nogen, der falder for den slags ordgejl? Det ved jeg nu, at der er. Det står nemlig at læse i Folkeskolennummer 9, hvor skoleleder Bodil Bøgebjerg fortæller om sin ledergerning på Ruds Vedby Skole i Dianalund Kommune. Der var 24 højt kvalificerede ansøgere. Men der er også brug for mange lærere; for som hun udtaler, skal de nyansatte erstatte omkring en tredjedel af skolens tidligere lærere. De valgte at stå af, da hun fik det til at sne i det vestsjællandske.

Hendes budskab er, at ledelse skal koste penge, og foreslår: 'At kommunerne tilbyder skolelederne en årsløn på 600.000 kroner. Så kunne de tiltrække mange kvalificerede ansøgere'. Tja! Jeg skal ikke blande mig i skoleledernes overenskomst, men man kan selvfølgelig ikke udelukke, at en højere løn kunne have højnet standarden i Ruds Vedby.

En skoleleder, der bruger sit første år på 'at gøre lærerne mere bevidste om, hvordan mennesket indsamler viden og får gavn af den', ved at kaste uddannede lærere ud i tvivlsomme socialpædagogiske opgaver, hvor matematiklærere underviser i sprog og sproglærere udarbejder hudanalyser, er vel næppe det bedste bud på en kvalificeret leder.

Gennem læreruddannelsen har vi specialiseret os i, hvordan mennesker samler viden, og vi bruger denne indsigt hver eneste dag. Gennem reelle tværfaglige forløb samarbejder vi og får indsigt i hinandens fagområder.

Bodil Bøgebjerg fremhæver, at læreruddannelsen er en ubetinget nødvendighed for en skoleleder. Det er jeg fuldstændig enig med hende i. Men skolelederen bør desuden have sin rod fæstet dybt i folkeskolens daglige praksis. Og 15 års fravær kan tilsyneladende være for meget.

En folkeskole, der har demokratiet som et af sine fornemmeste mål, må vel også afspejle dette i valget af skoleledere. Men hendes udtalelser afspejler ingen form for dialog med lærergruppen. Hun er dog godt klar over, at hun ikke kan udvikle skolen alene. Lærerne skal med, og det kræver, at de har et fælles mål. Men det foregår på hendes betingelser. Og disse betingelser har hun hentet i det private erhvervsliv. Heppekorsagtige, poppede slogans og konsulentagtige julelege skal åbenbart erstatte det professionelle og saglige lærerarbejde, der er folkeskolens kendetegn.

Pia Olsen

Viby Sjælland