Debat
Der er rift om de unge
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 9 sætter Birgit Lundberg spørgsmålstegn ved, om det er Danmarks Lærerforenings 'opgave at reklamere for, at man da heldigvis kan blive andet end lærer med en seminarieuddannelse'. Intet sted i vores folder eller på foreningens hjemmeside nævnes ordet heldigvis. Hovedstyrelsen har vedtaget, at vi som forening må gøre en indsats for at få de unge mennesker til at se læreruddannelsen som et attraktivt tilbud, når de skal vælge uddannelse. Som ansatte i folkeskolen vil vi gerne fortsætte med at have kvalificerede læreruddannede kolleger, med hvem vi kan diskutere pædagogik og didaktik, når vi i vores team skal tilrettelægge undervisningen for eleverne.
Der er rift om de unge. De nyeste undersøgelser viser, at unge mennesker ønsker personlige udfordringer, individuel kompetence, sociale relationer, samarbejde i netværk og indflydelse på arbejdet. Uddannelsen og arbejdet som lærer tilbyder disse aspekter. Desværre er der ledige pladser på seminarierne, nogle steder har man endvidere optaget stort set alle, der har søgt. At læreruddannelsen er en almen, bred uddannelse, der ikke lukker dem inde i et bestemt fag for resten af livet, falder ikke de unge naturligt ind.
Vi har forsøgt at vise mulighederne og håber på at få sået en interesse for uddannelsen og derigennem en interesse for faget. I valget af personer, der har været villige til at stå frem og komme med deres opfattelse, har vi prioriteret lærere, der arbejder som lærere, ukendte og kendte, der har brugt uddannelsen til noget andet. Deres politiske og religiøse opfattelser har været os uvedkommende. Vores fagforening skal, som du angiver, varetage vores interesser, og én af dem er blandt andet, at det ikke lykkes for Kommunernes Landsforening at besætte lærerstillinger med mere eller mindre tilfældige mennesker med et kort pædagogisk kursus.
Rekruttering er væsentlig, men de vigtigste arbejdsområder er for mig at se uden tvivl stadig løn- og arbejdsforholdene. Det nytter jo ikke at få rigtig mange til at søge læreruddannelsen, hvis de efter få år flygter langt væk.
Vibeke Lynge
medlem af DLF's hovedstyrelse og arbejdsgruppen for rekruttering og fastholdelse