Selv om den teoretiske diskussion om begrebet kompetence i folkeskolen naturligvis foregår mellem kendte pædagogiske teoretikere, blandt andre Per Schultz Jørgensen og Lars-Henrik Schmidt, er det jo ikke ensbetydende med, at praktikeren, nemlig skolelæreren, ikke også har en mening om definitionen og konsekvenserne af samme.

Hvem er det, der pludselig ser fordelene, berigelsen ved at indføre begrebet kompetence i folkeskoleregi. Og hvilket begreb skal det erstatte?

Som udgangspunkt har jeg altid ment, at det er uhyre vigtigt, når nye begreber indføres, at være overordentlig bevidst om, hvilke der bortelimineres!

Eleverne, børnene skal i folkeskolen erhverve sig:

Kundskaber - om den danske kultur ud fra de naturgivne betingelser.

Færdigheder - for at forstå og mestre dette.

Opgaven er altså både at undervise og arbejde med kultur, natur og samfund og være i besiddelse af redskaberne dertil.

Eleverne/børnene skal have redskaber, metoder og viden (historisk) for at erfare, hvor de er, hvordan vi lever, og hvilke muligheder og betingelser vi har for at udvikle os. De skal have et ståsted og et afsæt i livet.

I mit sprog betyder det dannelse for at mestre livet.

Hvorfor så kalde det kompetence, medmindre det er et forsøg på at ville bestemme opgavens definition, af hensyn til 'et eller andet'!

Jeg arbejder i klasseværelset med ungerne. 'Bjergets' top bliver for mig mere og mere indhyldet i tåge.

Dog ved jeg i den lokale, konkrete situation, hvad der forventes af mig - af engagerede, lærende og glade børn, deres bevidste forældre og samfundet.

Hvorfor skal jeg så pludselig forvirres med begrebet kompetence, og hvad bliver det næste?

Bjarne Nielsen

Vejle