Debat

Underminering

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er glædeligt, at formanden for Københavns Lærerforening, Jan Trojaborg, i Folkeskolen nummer 10 nu tilslutter sig det synspunkt, at undervisningen i klasserne bør være et højstatusjob i skolen.

Sådan forholder det sig ikke i øjeblikket, og det fremgår med beskæmmende tydelighed af samtaler med unge, mandlige lærere og lærerstuderende i samme nummer af Folkeskolen: Ekspertfunktioner, specialundervisning af særlige elevgrupper, bibliotekar, IT-vejleder, efter- og videreuddannelse, ja tak. Jo mere, jo bedre, så man ikke 'bare skal tage til takke med at være lærer', som én af de studerende nok så rammende udtrykker det. Men lærer med fuldt skema i normalklasserne? Nej tak! Ikke hvis man kan blive fri, og kan det virkelig ikke være anderledes, så da i hvert fald kun i et par år og helst ikke hos de små. Det er simpelthen for belastende, for utilfredsstillende og for ringeagtet. Godt nok andre toner end dem, der lød blandt lærerstuderende for 25 år siden, da Jan Trojaborg og undertegnede ville ud i skolen og føre folkets sønner og døtre frem til det klasseløse samfund med videre!

Skal denne dybt foruroligende udvikling vendes, inden den volder ubodelig skade på folkeskolen, må der hurtigst muligt sættes en stopper for den politik, der udløser et månedligt undervisertillæg på 157 kroner (før skat) til en lærer med 25 ugentlige lektioner og henviser samme lærer til at kæmpe med næb og kløer for at sikre sin individuelle forberedelsestid på et rimeligt niveau - samtidig med at en kollega med 15 ugentlige lektioner kan få godt 150 forberedelsestimer oven i hatten og dertil et løntillæg, der er mange gange større.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Denne praksis, som undertegnede med flere polemisk har kaldt præmiering af katederunddragelse, er allerede godt i gang med at underminere skolens kerneydelse og hele incitamentstruktur. At dette på langt sigt er ganske uacceptabelt, er Trojaborg og jeg tilsyneladende ganske enige om. Med Jans støtte tror jeg, det bliver muligt at skabe et flertal i hovedstyrelsen for at hindre en sådan udvikling.

Derimod bliver Jan Trojaborg og jeg næppe enige om det betimelige i, at en overenskomst fastlægger skolens opgaver og foreskriver de metoder, der skal bruges til at løse dem med. Det gør lærerne efter min mening bedst selv, og de har i hvert fald ikke brug for løftede pegefingre fra deres egen fagforening. Folk, der ikke selv har undervist i folkeskolen i en halv snes år eller mere, skylder efter min mening fuldtidsunderviserne mere respekt end som så.

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse