»Det er rigtig dejligt at se jer igen«. Efter godt to måneders hjemsendelse kan lærerne og eleverne i 6.-10. klasse igen se hinanden i øjnene uden hjælp fra webcams og internetforbindelse. Her tager lærere på Søren Kanne-skolen i Grenaa imod eleverne, da skolen åbnede for udskolingen mandag den 18. maj.

9.-klasser skriver blå bog til sidste skoledag

Som andre skoler plejer Lillevang Skole i Allerød at hylde sine afgangselever på sidste skoledag før prøverne. Det har corona sat en stopper for. I stedet skriver eleverne blå bog om hinanden med indlagte faglige krav. Det styrker fællesskabet og sammenholdet, fortæller klasselærer for 9.d Camilla Norsgaard Rieper-Holm:

»På et møde i vores årgangsteam drøftede vi, hvordan vi kunne løfte eleverne og give dem følelsen af, at de også bliver fejret og hyldet. Her kom vi til at tale om blå bog, og så videreudviklede vi på den ide«.

Eleverne blev delt ind i grupper, og deres lærer fulgte med og gav feedback på teksterne online. På Lillevang Skole er de blå bøger på vej i trykken, men Camilla Norsgaard Rieper-Holm mener godt, at andre 9.-klasser kan nå at skrive blå bøger til deres sidste skoledag.

Øveprøver til afgangseleverne

Trods aflysningen af sommerens eksaminer kan eleverne i 9. og 10. klasse måske alligevel se frem til at prøve, hvordan det er at sidde i en regulær eksamenssituation. Børne- og Undervisningsministeriet har meldt ud, at elever kan gennemføre de skriftlige prøver på de skoler, der skulle ønske det.

Prøverne vil være såkaldte øveprøver, og derfor overføres elevens karakterer ved prøverne ikke automatisk til elevens afgangsbevis som ved de normale prøver. Det vil være op til den enkelte lærer at vurdere, hvordan elevens prøvekarakterer bør indgå i forhold til afgivelsen af den afsluttende standpunktskarakter.

Frederiksberg-lærer gik worldwide

Lærer Christina Rinaldo kom i både tv og radio over hele verden, da de danske skoler åbnede igen. Med sine 121 millioner seere ugentligt er BBC World News et af verdens største medier. Christina Rinaldo, der til daglig underviser i dansk, engelsk og kreative fag på Skolen på Grundtvigsvej i Frederiksberg Kommune, fortalte om sine erfaringer med genåbning af skolen for de mindste herhjemme.

»Jeg fik sat Danmark på verdenskortet. Jeg fortalte dem i klippet, at vi har sat folkeskolen fri, og at jeg er så stolt over, hvordan min ledelse og mine kolleger har håndteret situationen«, siger hun, der efter sin optræden i tv også blev inviteret i BBC Radio 4.

DLF: Færre lærere søger psykisk hjælp

Færre lærere end normalt kontakter rådgivningen om psykisk arbejdsmiljø i Danmarks Lærerforening trods de mange omstillinger, skolen og lærerne har været udsat for i coronaperioden. »Jeg tolker det, at der har været få henvendelser, som om lærerne er gået i handlingsmode og har kastet alle kræfter ind i at få undervisningen og hverdagen til at fungere under helt nye og vanskelige vilkår«, siger arbejdsmiljøkonsulent Lars Lidsmoes.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.