En levende debat er helt afgørende for, at et samfund kan kaldes demokratisk. Det er der nok ikke ret mange, der er uenige i. Men når man i artiklen om Rasmus Willig læser om de 500 sætninger, som offentligt ansatte møder, når de forsøger at komme til at diskutere deres arbejde, viser det sig tydeligt, at enigheden mange steder kun findes i festtalerne i byrådssalen.

Der er alt fra det repressivt tolerante: »Jeg hører, hvad du siger« til det brutale: »Jamen så må du finde dig et andet job«.

Pointen er imidlertid ikke bare, at det er synd for den enkelte, som bliver udsat for at få lukket munden. Det er det naturligvis. Problemet er desværre endnu større. For det kommer til at betyde, at netop de mennesker, som ved, hvad der i praksis foregår i skoler, på hospitaler og i børnehaver, får lukket munden. Hvordan kan offentligheden så vide, hvad politikernes beslutninger i Folketinget og i byrådet fører til i praksis?

Et godt eksempel er inklusion, hvor lærerne blandt andet via dette medie i flere år har forsøgt at råbe op for at fortælle, at der altså ikke er fulgt penge med ud til de inkluderede elever - og at inklusionen mange steder ikke er lykkedes.

Ny bog er vaccine mod selvcensuren

Det er naturligvis en spareøvelse, hvilket alle, der kender noget til folkeskolen, har været klar over fra dag ét. Men alle ved også, at der ikke er ubegrænsede resurser. Derfor har vi valgt politikere til at prioritere. Men så må de også stå på mål for det, de har valgt! Hvorfor er det lige her, de har valgt at spare? Kan vi få argumenterne på bordet, så vi kan diskutere dem - på demokratisk vis!

Niks. I stedet svarer forvaltning og politikere udenom. Indadtil går de så i gang med at lukke munden på kritikerne på trods af alles grundlovssikrede ret til at udtale sig, så længe det sker som privatperson.

Det betyder, at debatten i samfundet om, hvordan vi skal prioritere, holder op med at forholde sig til, hvad der sker ude i virkeligheden.

Et af de mest absurde eksempler på krigen mod dem, der åbner munden, ses i øjeblikket i Odense. Her vil DLF og Erik Schmidt gerne føre en sag om en advarsel, som han har fået for at ytre sig kritisk.

Men det ønsker kommunen ikke. Så sagen lige nu handler ikke om, hvorvidt advarslen var i orden. I første omgang drejer retssagen sig om, hvorvidt spørgsmålet overhovedet kan komme for retten. Ja, man tager sig til hovedet. Den første dom gik kommunen imod og åbner for, at der kan føres en retssag. Hvad gør kommunen så?

Kommunen anker. Og hvem betaler for, at politikerne og forvaltningen på denne måde forsøger at undgå at skulle argumentere i en offentlig retssag? Det gør alle vi skatteborgere.

Vi har åbenbart fået en 
forvaltning og et politisk 
system, som ikke svarer på kritik med argumenter og diskussion, men med 
repression - tolerant 
eller brutal.

Ja, vi i folkeskolen hører, hvad I siger. Men vi bryder os f… ikke om det.