Nysprog er det måske ikke, men så i hvert fald begrebsforvirring - snakken om folkeskole og specialundervisning.

Eksempelvis siger undervisningsministeren i artiklen »Inklusion må ikke bare blive en spareøvelse« i Folkeskolen nummer 9: »Det er jo de lidt 'lettere' specialelever, som nu i højere grad bliver en del af folkeskolen«. Her siges det endnu en gang, at specialeleverne hidtil ikke er blevet undervist i folkeskolen. Snarere har de været anbragt i et (gyldent) fængsel af specialforanstaltninger. Det er vås, for specialklasser og specialskoler er folkeskolen (folkeskolelovens paragraf 3, 20 og 21) og ikke et vidtløftigt luksustilbud, der kan fjernes for at redde økonomien. Det er så banalt - og også understreget i Salamanca-erklæringen og Handlingsprogrammet for Specialundervisning, som ingen åbenbart læser, men som er udgangspunkt for hele inklusionsrumlen - at folkeskolen, den offentlige skole, skal tilbyde »børn med særlige uddannelsesmæssige behov en række forskellige støttemuligheder fra en lille smule hjælp i den almindelige klasse til særlige undervisningsprogrammer inden for skolens rammer og hjælp fra specialundervisningslærere og eksternt støttepersonale, hvor det er nødvendigt« (punkt 32 i Salamanca-erklæringen).

Almenskolen og dens specialundervisningstilbud er folkeskolen, inkluderende og dermed beregnet på at tilgodese elevernes mangeartede forudsætninger.