Inklusion og rummelighed er positive ord.I folkeskolen indgår mange positive ord i New Public Management-dagligdagen.

Bevæger man sig som lærer ind i diskursen vedrørende inklusion og rummelighed, vil det ofte være ud fra en kritisk holdning, fordi vi mærker, hvorledes magten, kommuner og stat, har pakket nedskæringer og forringelser ind i socialkonstruktivistiske modeller og systemisk tænkning.Vi mærker det ikonstruerede årgangs- og klasseteam, som arbejder med at inkludere børn med specielle behov. Vi erfarer, hvordan vi alt for ofte er magtesløse i forsøg på at møde dilemmaer vedrørende inkluderende specialundervisning. Det gør ondt på for mange udgrænsede børn og deres klassekammerater. Men »at mærke« kan ikke kommunikere med magtens sprog; det tæller ikke.

Problemet med de dominerende holdninger til virkeligheden er, at alt kan relativeres. Forsøgerlærerteamet at argumentere med viden fra neuropsykologi og neuropædagogik og de behov, barnet måtte have i forhold tilskærmning og overskuelighed i en lille gruppe, så er det på forhånd sat skakmat. Denne individorienterede tankegangvælges fra i den inkluderende skole, det ligger implicit i magtens sprog. Magtens sprog skjuler sig i en teoretisk pluralisme, som blot kan »vælge fra« uden nødvendigvis atforholde sigtil viden om for eksempel neuropsykologi og neuropædagogik. Typisk med bemærkninger som »al den snak om diagnoser«. Læreres kritiske argumenter udlægges som manglende omstillingsparathed.

Men hvordan forholder vi os kritisk? Hvilket sprog har lærere og pædagoger at støtte sig til? I øjeblikket har vi blot vores teamsprog, som er præget af at være demokratisk og velmenende. Begreber om inklusion bliver generelt ikke defineret i kommunerne, og kommunerne arbejder sjældent sammen om opgaven. Tendensen er, at de enkelte skoler selv finder ud af, hvordan man organiserer specialundervisningen i en inkluderende skole.

Forkortet af redaktionen