Dengang det lille kloge Danmark endnu ikke havde erkendt, at faglig klogskab og uddannelse ikke passede med en moderne opfattelse af fremtiden, delte man i respekt for naturens ulige tildelinger af boglige evner børnene op efter evner og opnåede et i forhold til andre lande særdeles højt uddannelsesniveau. Men så blev Danmark grebet af en upædagogisk lighedsdille inspireret af nogle ungdommelige studenterballademagere, der satte en tilstræbt folkeensgørende bestræbelse over al faglig uddannelse. Og så omdannede man folkeskolen til en befolkningsdannende institution, hvor de bogligt dygtige mere blev betragtet som ideologiske fremmedelementer, der kun tolereredes, fordi man opdagede, at disse fejlskabninger i det støjende udelthedsrum af klassekammerateffekten målbart blev mast ned på et fagligt tilstræbt middelmådighedsniveau. Men folket er sendrægtigt i opfattelsen. Folket indser ikke fordummelsens velsignelse. Der måtte en grovfil til. Delingen af elever blev betegnet som sortering af elever. Og at sortere børn måtte de sendrægtige da kunne se var fælt umenneskeligt. Og det i al børnepædagogik så nødvendige pligtbegreb bliver nu i Niels Christian Sauers forsøg på i Folkeskolen nummer 8 at detronisere fagligheden fra førstepladsen i skolen til et negativt begreb ved at blive påhæftet ordet »undertrykkende«. Fortidens brillante delte fagundervisende pligtskole gøres til fortidens menneskeundertrykkende børnesorterende pligtfyldte slaveanstalt. Og mon så det sendrægtige folk ikke snart forstår visdommen i fornedrelsens udelte skolemiskmask? Hvad de nok ikke gør. For hvorfor skulle de selviske usolidariske forældre så ellers flygte fra det velsignede paradis til diverse privatskolers slavetilværelser?