En newzealandsk professor, John Hattie, tages nu (af Niels Egelund og andre) som en frelsende engel til indtægt for vor stakkels betrængte udelte enhedsskole. Han skulle have højnet en sammenstykning af tusindvis af småindtryk fra skoleverdenen op på et forskningsstade og konkluderet i retning af udelthedens fortræffelighed. Han siger, at lærerens undervisning er den faktor, der i størst udstrækning forklarer elevernes tilvækst i læring og vigtigere end klassestørrelse og niveaudeling. Sandheden heri har som en trivialitet været kendt fra Arilds tid. Ingen kunne sikkert drømme om at bestride dette. Men vor betrængte pædagogiske verden konkluderer nu helt uberettiget ud fra trivialiteten, at meningen er, at klassestørrelsen ingen betydning har, og at udeltheden er bedre end niveaudelingen. Det er en misfortolkning, der vil noget. Det er faktisk slet ikke det, Hattie siger. Selvfølgelig kan dårlig undervisning ikke opvejes af niveaudelinger og delt skole. Men niveaudelinger kan befordre den gode lærerindsats. Det er jo det, det hele handler om. Videre konkluderer Hattie, at eleverne i de fleste klasser mener, at hvis de ikke forstår læreren, så bør de sidde stille og se optaget ud. Ja, sådan kan det vel ofte være især i de udelte klasser, hvor læreren - ofte forgæves - prøver at undervise både svage og dygtige. I vores skolesystem plejer eleverne i stedet for at sidde stille og se optaget ud at udvikle adfærdsforstyrrelser, når de ikke kan følge det niveau, læreren underviser på. Hattie siger faktisk også, at mindre klassestørrelser har betydning, hvis læreren forstår at udnytte det. Og at niveaudeling letter undervisningen meget. Hattie konkluderer ikke, at den udelte skole er bedre end den delte skole. Tværtimod.