Debat

Elevplaner er karaktergivning

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Igen og igen hører vi politikerne bag loven om elevplaner påstå, at undersøgelser viser, at lærerne er glade for dem. Senest undervisningsministeren i sidste nummer af Folkeskolen i et svar til Karsten Bräuner. Hvad er det for en undersøgelse, de fabler om? Mig bekendt foreligger der kun én undersøgelse af elevplanerne, nemlig Evalueringsinstituttets. Skal man være venlig over for disse politikere, kan man måske sige, at den viser, lærerne har lært at leve med - læs blæse på - loven. Men de bruger ikke elevplanerne til noget som helst i deres daglige arbejde.

Jeg har flere gange, hidtil uden at det har kostet mig en øre, skrevet, og gør det gerne igen her: Jeg giver en kasse øl til enhver, der kan vise mig en klasse, hvor denne lov er overholdt. Vis mig en klasse, hvor alle elever efter samtale med lærerne har fået udleveret skriftlige, individuelle elevplaner, som beskriver resultaterne af den løbende evaluering af alle betydende aspekter af undervisningen i alle fag jævnfør samtlige trinmål og elevens alsidige udvikling samt den - i samarbejde med forældrene - besluttede opfølgning herpå. Det er aldrig sket, og det kommer aldrig til at ske. Denne lov er komplet til grin. Eller rettere værre endnu: De fleste steder har den tilsyneladende resulteret i, hvad der i praksis må betegnes som karaktergivning i alle fag på alle klassetrin. Til trods for at lovgiverne udtrykkeligt har fastslået, at netop dette ikke måtte ske.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler