Anmeldelse

Lær at brodere

Broderi er mere end korssting

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En fantastisk håndbog om alle tænkelige broderisting og broderiformer. Det kan ikke gøres bedre. Den må absolut indlemmes i fagbiblioteket.

Bogen indledes med en grundig gennemgang af diverse redskaber til brug for broderi, hvad enten dette foregår i hånden eller på maskine. Derefter fortælles om stoffer og garner i ord, på fotos og tegninger. Samtidig begynder der at optræde indrammet tekst i form af ekstra oplysninger eller gode råd. Disse nyttige rammer kan man finde med spredte mellemrum i resten af bogen.

Siden følger fine afsnit med gode råd, mønstre og inspiration, altså hvordan man selv opbygger et mønster. Videre går det med gode råd om farver, overførsel af et mønster til stoffet og patronering, hvilket vil sige optegning på ternet papir af en frit tegnet form.

Det største afsnit i bogen omhandler broderiteknikker, og det er helt suverænt. Det vil være nærmest umuligt at finde en teknik, man ikke kan slå op her og finde beskrevet punktvis med tilhørende tydelige stregtegninger. Samtidig er der vist flere varianter af sting, end det er sædvanligt at støde på. Enkelte af stingene er desuden vist i detalje af færdigt broderi på fine fotos. Et par spændende afsnit om quilt og smocksyning bør ligeledes fremhæves.

Forfatteren har bogen igennem ikke vist modeller, hvilket er helt rigtigt, da bogen herved bliver meget tidløs. Bagest findes dog et lille afsnit med få modeller af kreativt tilsnit, som man så kan lade sig inspirere af.