Undskyld til Niels Christian Sauer og øvrige læsere af mit lille læserbrev i Folkeskolen nummer 8 om brok og drømme. Det var bestemt ikke så godt, at jeg her ufrivilligt fik demonstreret mine åbenbart ikke alt for gode færdigheder i at læse Sauer-tekster ordentligt. Og det var heller ikke så godt, at det gav Sauer anledning til at tale om noget andet end det, jeg gerne ville tale om. Nemlig at vi alle skal blive bedre til at tolke brok og hvas kritik som symptomer på ægte bekymring og huske, at der ofte ligger drømme om noget bedre bag.

Så det var bestemt ikke en tilsigtet drejning af hans brug af det, han kalder testmonsteret, jeg her fik foretaget.

For efter genlæsning må jeg give ham ret i, at hans budskab var flertydigt. Han skriver nemlig, at vi (hvem vi så er her) med blikket stift rettet mod testmonsteret risikerer at overse, at lærernes metodefrihed og hele idéen om fællesskabets skole er ved at blive tromlet ned bagfra af den fleksible skoles krav om rummelighed og individualisering. Måske, måske ikke, er Sauer og jeg med i viet, der overfokuserer på testmonsteret. Måske, måske ikke, er også det et farligt dyr? Men farligere for Sauer er, ser jeg nu ved genlæsningen, den fleksible skole og krav om rummelighed.

Men genlæsningen ændrer ikke ved, at min første pointe var og er, at bekymringer (også de sammensatte) kan være relevante. Selv når de er spundet ind i så meget ulven kommer-retorik, at sådan nogle som mig er lige ved automatisk at skrotte dem som (sædvanligt) brok. Hvilket som sagt ikke altid er godt.

Min anden pointe var og er, at det kan være sikrere og mere konstruktivt i stedet at udtrykke sine drømme direkte.

Selv drømmer jeg om en mere nuanceret både-og-dialog. For brugt med professionel omtanke kan både test og fleksibilitet vel godt blive til gavn såvel for den enkelte som for fællesskabet. Ikke?