Seminarielektor Lene Møllers liste over mulige værker til fælleslæsning i overbygningen ('Bagsmækken' i Folkeskolen nummer 7) indeholder stor litteratur og væsentlige forfattere, men viser manglende kendskab til børn og børneundervisning.

Eleverne er unge mennesker midt i puberteten, deres verden drejer sig om identitetsdannelse og bekræftelse af eget værd. Denne søgen og bekræftelse finder kun ganske få gennem læsning af Pontoppidan, Bang eller Moberg.

Verden i folkeskolen er en anden, end Lene Møller giver indtryk af. Der er meget at forholde sig til, når læreren skal vælge værker. Først og mest banalt: Kan børnene overhovedet læse bogen - omfangs- og indholdsmæssigt? Det giver ikke mening at vælge 'Prins Faisals ring', når den har et omfang, som på forhånd skræmmer mange elever væk. De får ikke læst en bog på så mange sider. Rent indholdsmæssigt ligger 'De måske egnede' på et niveau, der afskærer en stor del fra at forstå og senere at indgå i samtale om bogen. I samme vægtklasse er flere af listens andre bøger.

Efter omfang og indhold må læreren forholde sig til, om bogen giver mulighed for reel indlevelse for eleverne. Mulighed for indlevelse kræver: brugbare persontegninger, en forståelig handling og et sprog, der ikke sætter det læsetekniske i fokus. En del bøger fra Lene Møllers liste vil falde for kravene til indlevelse. Eleverne er jo ikke færdige læsere, de læser ikke med den voksnes livserfaring og har stadig brug for en tydelig handling.

Læreren skal også forholde sig til bogens sprog. Sproget er væsentligt for, om eleverne får læst bogen. Et svært sprog støder de fleste overbygningselever fra sig. Hvilken læseudvikling ligger der i ikke-læste bøger?

Jeg vil ikke totalt forsvare 'Martin og Victoria' og 'Outsideren'. Jeg vil gerne vise, at litteraturen i sig selv ikke er den eneste faktor, der gør sig gældende, når værkerne skal vælges. Hvad er der egentlig galt med M. Pedersens 'Med ilden i ryggen', J.P. Larsens 'Brønden', Bent Hallers 'Neondrengens Profeti' eller Scherfigs 'Det forsømte forår'? Det er ikke bøger fra litteraturhistoriens store klassikere. Og hvad så? Det er bøger, der berører væsentlige identitetsdannende områder. De er skrevet i et sprog, eleverne i overbygningen kan forstå. Bøgerne stiller på hver sin måde krav til læseren. Ifølge Lene Møller skal bøgerne 'indeholde et sprog, der kan udvikle børnenes læsning og begrebsverden'. Det er vi enige i - men derfor behøver vi ikke vælge bøger, der skræmmer børnene væk og dermed kan sætte deres læseproces helt i stå!

At være en dygtig læser er ikke kun et spørgsmål om at kunne kapere høje lixtal. En dygtig læser magter skiftende fortælleteknikker, flere handlingsniveauer, komplekse kompositioner, skelnen mellem non- og fiktion og avanceret sprogbrug. Det er bestanddele, som lixtallet ikke forholder sig til. Lene Møller er ikke fortaler for 'lette og konkrete ungdomsromaner' i forhold til bøgernes sprog. Men som sagt, en dygtig læser skal mestre mange kompetencer.

At vælge litteratur til overbygningen er som nævnt væsentlig mere komplekst end Lene Møllers liste er udtryk for. Listen er sikkert velegnet til hendes egne studerende. Og ønsker hun virkelig at gøre noget for de unges læsning, så tag fat på danskfagets didaktik sammen med de lærerstuderende - her ligger kimen til megen forandring.

Lisbeth Hoff

lærer på Skærbæk Kommuneskole

faglig konsulent i dansk på Danmarks Pædagogiske Universitet, Haderslev