Det er helt ude af proportioner at risikere en konflikt. Forlodsfinansieringen er jo bare et acontobeløb, som efterfølgende justeres via reguleringsordningen. Hvad er det egentlig, I vil opnå?

Sådanne udsagn er vi - i forskellige versioner - blevet konfronteret med efter Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansattes nej til arbejdsgivernes krav om en kraftig forhøjelse af forlodsfinansieringen af Ny Løn. Spørgsmålet kunne med større ret stilles til arbejdsgiverne. Men dybest set er udsagnet udtryk for manglende forståelse for, at uenigheden ikke bare handler om teknik eller decimaler af lønsummen.

Mange kommunale lønmodtagere oplever, at den måde, aftalen håndteres på i kommunerne, ikke lever op til aftalens intentioner og ikke passer til deres virkelighed.

I nogle kommuner er det ikke til at få gang i forhandlingerne. Andre vil ikke udmønte pengene. Nogle vil kun udmønte efter subjektive kriterier. Og der er kommuner, som reelt ikke respekterer, at der er tale om ligeværdige forhandlingsparter.

I arbejdsgivernes ideologiske felttog forud for indgåelse af rammeaftalen om Ny Løn var budskabet, at lønsystemet skulle tilpasses de enkelte personalegrupper, og at det var endog meget vigtigt at have de ansattes accept.

For Danmarks Lærerforening var to vilkår afgørende: 1) Rammeaftalen om Ny Løn giver den enkelte gruppe garanti for - som minimum - at gennemsnitslønnen fastholdes og reguleres i forhold til den generelle lønudvikling. Som gruppe er vi altså sikret mod, at overgangen til det nye system kan misbruges til at sænke lønniveauet. 2) Lønaftalen på lærerområdet tager udgangspunkt i en underviserlønmodel, hvor den centrale aftale sikrer alle lærere på Ny Løn kvalifikationslønstigninger efter fire og otte års ansættelse, og basisfunktionen - undervisning - tilgodeses via det centralt aftalte undervisertillæg.

Danmarks Lærerforening vedstår aftalen. Lærerlønsaftalen handler om, hvordan man lokalt kan aftale løn efter funktioner og kvalifikationer med udgangspunkt i objektive kriterier og i overensstemmelse med folkeskolens arbejdsopgaver ogdisses karakter. Men over for det står ofte en arbejdsgiverside, som ønsker at udøve et subjektivt ledelsesskøn via lønnen. Altså et spørgsmål om belønning af den enkelte ansatte. For foreningens medlemmer er et belønningssystem uacceptabelt.

Samlet set handler det om modstand mod forlods at putte flere penge i et system, der ikke fungerer tilfredsstillende. Nu må det være arbejdsgivernes tur til at bevise, at de dels kan håndtere indgåelse af lokale lønaftaler, dels er indstillet på at leve op til aftalens intentioner.

Hvis forligsmanden kan få arbejdsgiverne til at indse, at det faktisk også er til fordel for dem, at der findes løsninger, som imødegår de ansattes - ofte velbegrundede - mistro over for Ny Løn, så der der vel endnu håb om, at der kan findes en forhandlingsløsning.

Stig Andersen

næstformand for Danmarks Lærerforening