Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Gider Folkeskolens læsere ikke høre om hovedstyrelsesarbejdet? Det er det mindst læste, siger redaktøren om egne referater. Det var dog grumt, er referatet usammenhængende, eller er det en usammenhængende hovedstyrelse? Fortælles den gode historie slet ikke i dette store kollegium valgt blandt lærere over det ganske land. Selv om en stor del af styrelsen er lige så ukendt som de anonyme folketingsmedlemmer, der pludselig optræder, når der er valg, så må de jo have været interessante nok hver især, da nogle pegede på dem. Man bliver næppe valgt på et program, der hedder holdningsløs, så når holdningerne er der, så fanges de også af referatet, og endelig kunne ytringsfriheden i skriftlig form bruges blandt andet i Folkeskolen. Så ville man være knap så ukendt!
Seneste hovedstyrelsesmøde havde en diskussion om, hvad partipolitisk uafhængig betyder i forhold til et møde i Silkeborg, som dele af fagbevægelsen indkalder til for at imødegå forringelser på arbejdsmarkedet. Formanden burde have skåret igennem og nøgternt konstateret, at fagtoppen stiltiende accepterer initiativet, fordi bevidsthed om eksempelvis regeringens forsøg på at bruge indvandrere som løntrykkere skal spredes hurtigst muligt. Venstreorienteret eller ej, mærkesager kan hurtigt gøres til hele fagbevægelsens initiativ, og så er det stuerent nok for de pæne lærere. Hvad med at luge ud i forældede holdninger, der blokerer for udsyn og tvinger eksempelvis Henrik Billehøj til at 'føle stærk veneration for initiativet - men...'. Ordet betyder: Ærbødighed, ærefrygt, pietet. Føleriet fortsatte med Per Sand Pedersen: Æv bæv, jeg tager bare af sted alligevel, for jeg er åbenråer! Nej, siger Stig Andersen og Anni Herfort, vi deltager ikke i noget partipolitisk farvet. Neutral og ukontroversiel deltagelse fremhæver Anders Bondo Christensen og Lotte Lange. Er det dette kustodeliv, ingen gider læse om, for hvorfor ellers den lave læseprioritering af hovedstyrelsesreferater?
Politisk farvet eller ej. Astrid Schjødt Pedersen udtrykker besvær med partipolitisk neutralitet i forhold til regeringens politik. Udsagnet må forstås således: Hun har hidtil haft borgerlig præference og hævdet neutralitet. Nu er hun uenig og kan ikke opretholde neutralitet. Men hun må stadig være det samme partipolitiske menneske. Eller hvordan?
Torben Thomsen
Aars