Sven Aage Petersen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tidligere seminarielektor Sven Aage Petersen, Hjørring, døde uventet under en rejse til De Vestindiske Øer.

Sven Age var en nær og inspirerende ven. I 1958 mødtes vi på et nordisk filmkursus. Et andet pionerfelt var orientering, hvor han brændte for det nye fag via lærerkurser og bøger og som formand for 'Pædagogisk Landsforening for faget Orientering' (PLO).

I midten af 60'erne blev han lærer i det pædagogiske fagområde og praktikleder ved Hjørring Seminarium. Lokalt udfoldede han mange initiativer: byggeplaner, medieværksted, voksenpædagogik, lokalradio og senest Tornby gamle Købmandsgaard.

Tidligt var han med i skoleradio og skole-tv. Han fungerede som censor i kommunikation på Roskilde Universitetscenter og som mediekonsulent i Landscentralen for Undervisningsmidler og Undervisningsministeriets Mediekontor. Hans seneste projekt, 'Nordens giganter', udsendes for tiden i de nordiske tv-kanaler.

En dyb tro på menneskets muligheder var klangbund for hans pædagogiske virke. Hans optagethed af mennesker og kulturer førte ham viden om på kloden. Det seneste rejsemål blev det sidste, da døden indhentede ham, 71 år.

Det sidste brev, jeg modtog fra ham, ledsagede en opfordring til at videreformidle et projekt, han havde kastet sig over. Brevet sluttede: 'Du kan spørge, hvorfor jeg bruger energi på den sag: Det er pensionistens privilegium at kunne tage sig tid til at tænke tanker'.

Hans Cornelius