Parate til at prøve igen

Dårlige erfaringer med dansk-thailandsk organisation har ikke afskrækket Dunpai-skolen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi betragter det som et overstået kapitel, der ikke skal ødelægge en god ordning'.

Sådan lyder kommentaren fra skoleinspektør Patchapol Wattasirichai, Dunpai-skolen, til det samarbejde, man har haft med den dansk-thailandske organisation PinMo Asia Care.

Samarbejdet begyndte for fire år siden, da svigersønnen til en mand fra skoledistriktet kom på besøg. Det var danskeren Mogens Mørsthøj Christensen, og han havde et tilbud til skolen.

'Sammen med sin kone havde han oprettet en bistandsorganisation, der blandt andet hjalp skoler. Hvis vi var interesserede, ville PinMo Asia Care tilbyde sin assistance. Man ville istandsætte vores gæstehuse, organisere en gæstelærerordning betalt af den danske stat, sponsorere ti elever og skaffe os gratis computere', fortæller Patchapol Wattasirichai.

Da det kom til stykket, var PinMo's indsats ret beskeden. Man betalte et beløb svarende til 200 kroner til hver af de ti elever, brugte få hundrede kroner til at istandsætte et rækværk og fik en voluntørordning i gang. Skolen måtte selv betale istandsættelsen af gæstelærerboligerne, selvom man ikke havde penge til det, og computerne så man aldrig noget til.

De danske voluntører og skolen fik vidt forskellige informationer, hvilket var med til at forværre situationen. Voluntørerne troede, at PinMo Asia Care afholdt skolens udgifter til ordningen, mens skolen troede, at den danske stat gjorde det. I realiteten måtte skolen og dens lærere påtage sig alle udgifter. Når Mogens Christensen blev konfronteret med unøjagtighederne, beskyldte han gensidigt skolen og voluntørerne for at lyve, og han fremsatte trusler.

'Mogens Christensen er en svindler, og jeg er glad for, at vi ikke har mere med ham at gøre', siger skoleinspektøren, der to gange har indberettet PinMo til det lokale politi.

Ud over Dunpai-skolen er der formentlig 16 danskere, der føler sig snydt af Mogens Christensen. Som Folkeskolenomtalte i november 2000, havde tre kommende voluntører sendt ham penge til flybilletter, uden at de nogensinde modtog dem. Siden er der dukket 13 lignende tilfælde op.

Mogens Christensen vil ikke medvirke i en artikel i Folkeskolen. Til gengæld vil han gerne have flere voluntører. Dem har han for nylig efterlyst i Ældresagens blad.