Bachelorstuderend Maja Aasted har skrevet et speciale om Danmarks Lærerforenings strategi, hvori hun fastslår, at lærerne må droppe den traditionelle kamp for bedre løn, hvis de vil opnå anerkendelse. I stedet skal de satse på krav om bedre arbejdsvilkår, ikke begrundet i lærernes 'bekvemmelighed', men i elevernes og almenvellets interesse (Folkeskolen nummer 8).

Problemet med Maja Aasteds fremstilling er, at den ikke forholder sig til folkeskolens virkelighed. Så længe jeg kan huske tilbage, har lærerne ikke ført en traditionel kamp for bedre løn. Vi har sågar takket nej til penge, når de var forbundet med en aflønningsform, som vi syntes var uværdig og uforenelig med vore professionsidealer. Vi har faktisk konsekvent sat kravet om bedre arbejdsvilkår øverst på dagsordenen, og altid med henvisning til ønsket om at være gode lærere for nationens børn. Medlemsundersøgelsen fra 1996 satte lønnen på fjerdepladsen, og den vrede, der for øjeblikket er ved at bemægtige sig lærerværelserne, går alene på arbejdsvilkårene.

Den grundlæggende respekt for lærerarbejdet, der skal bære den af Maja Aasted anbefalede strategi, findes ikke hos mange af landets borgmestre. Og den betonholdning, hun anbefaler Danmarks Lærerforening at gøre op med, findes ikke i lærernes rækker. Men hvis det fremover skal være sådan, at man skal gå på nedsat arbejdstid for at kunne udføre lærerjobbet pædagogisk forsvarligt, kan den formentlig hurtigt opstå.

For nok er lærere flinke, men der står vel ikke idiot på ryggen af dem?

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse